Katrine, depressionen og skizotypien

Katrine på 24 år har været tilknyttet Helheden fra hun var 18 til 22. Hun havde først ikke lyst til at flytte til Helheden, men efter en periode i STU i køkkenet, besluttede hun sig for, at hun ville prøve det af alligevel. Hun boede på Helheden i tre år i alt, hvor hun udviklede sig til at føle sig som en del af et fællesskab og til at være klar til at give sig i kast med tilværelsen. Katrine fortæller i det følgende om følelsen af at være lukket inde i sig selv, og hvordan hendes verden efterhånden åbnede sig, ligesom hun også diskuterer rimeligheden af diagnoser, hvor sider af hendes personlighed, som hun er meget stolt af, gøres til noget sygeligt.

Depression dæmper eller fjerner livslysten, og ting og mennesker, som tidligere gav glæde og nærhed, kan føles distancerede.

Skizotypi kaldes ofte en mildere form for skizofreni (se artiklen om denne). Den er kendetegnet ved, at man kan have enkeltstående hallucinationer og føler sig distanceret til mennesker og alene. Det er også typisk, at folk udtrykker sig anderledes i stil (f.eks. påklædning) og ordvalg.

Vi håber disse artikler kan hjælpe andre, som står i en lignende situation. Vi bruger ikke beboernes rigtige navne i disse interviews.

Hvad er det, vi kalder sygdom?

Jeg har haft tilbagevendende depressioner og så har jeg skizotypi. Man plejer at sige, at skizotypi er en mild form for skizofreni. Der er mange af de samme symptomer, men nogen har slet ingen psykoser, som når man oplever ting eller stemmer, der ikke er der – eller man har mindre psykoser. Så jeg hører måske kortvarigt stemmer.

Jeg føler mig forkert, uden at jeg kan beskrive hvordan. Det føles, som om jeg har et stort hul inden i. Jeg kan ikke beskrive det, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved det. Jeg forsøger at fylde det hul ud med noget. Som at barbere alt mit hår af. Så laver jeg lige en Britney Spears 2007. Så forsvinder alle mine problemer måske. Eller jeg finder ud af kl. 11 om aftenen, at nu er det tid til en tur til København. Jeg gør ting for at fylde det hul ud. Jeg bliver oprevet. Hullet skal bare fyldes ud. Følelsen af at bryde nogle grænser kan hjælpe på det. Men nok ikke så længe af gangen.

Jeg kan ikke rigtig føle dem

Jeg er meget alene, når sygdommen er slem. Jeg isolerer mig fra omverdenen, som jeg føler mig forkert i forhold til. Jeg er ikke i stand til at få venner, jeg kan ikke rigtig føle dem. Nogle gange kan jeg føle mig så isoleret, at jeg prøver at begå selvmord. Men det er heldigvis ikke lykkedes mig. Det er nu mest i fortiden – nu klarer jeg mig virkelig godt. Det er som om et lys er blevet tændt inden i mig – og jeg kan se, hvordan verdenen virkelig er. At der er mennesker omkring mig, som jeg kan sammen med.

Skizotypi er en sygdom. De siger, at nogen lever med den resten af livet. Men nogen ser det ikke som en sygdom, men nærmere som en personlighedsforstyrrelse. Så er det nærmere noget, som man er. Det er en del af en selv. Man lærer at leve med det. Nogen får fjernet diagnosen, fordi de ikke længere oplever nogen symptomer. Der er også andre, som tænker på det som en måde at håndtere voldsomme situationer eller livsforløb på. På den måde er det en naturlig måde at forholde sig til verdenen på, som de fleste vil gøre, hvis de bliver presset nok. Men så er der jo nok nogen, som kan klare mere pres end andre.

Jeg er andet end sygdommen

Jeg har i mange år identificeret mig med min sygdom, altså at jeg føler, at sygdommen er mig, og det er nok først nu her det senere stykke tid, at jeg er begyndt at se på det som noget andet. Hvis det er en reaktion på den verden, jeg lever i, så er det jo ikke en sygdom på den måde, at det er mig. Jeg er andet end sygdommen. Jeg er ikke kun den skizotype, depressive Katrine. Jeg kan være meget andet. Det er ligesom noget, som kommer, og som jeg kan blive rask fra igen. Jeg siger meget, at jeg har mine gode og dårlige perioder. I de gode perioder er jeg stort set symptomfri. I de dårlige begynder jeg at få mine symptomer. Så det kan være svært at sige.

Jeg var ved en psykiater, som lavede den der blækklat-test. Rorschach-testen. Hun sagde, at jeg tog for meget ind. Nogen tager måske for meget ind af alt det, der foregår i verdenen. De er sårbare på den måde. Det er jo en forrykt verden, vi lever i med amerikanske forretningsfolk, der bliver præsidenter og en klode, der er ved at gå under i forurening. Det er det jo meget naturligt at reagere på.

Det er en meget diffus sygdom. Når jeg begynder at blive stresset, kan jeg begynde at høre mine tanker som stemmer. Og jeg får tankeekko. Det lyder som om man råber op mod et fjeld. Det er nu sjældent, at det sker. Heldigvis. Hele mit hoved bliver noget rod. Jeg kan slet ikke … Det er meget svært at beskrive.

Så sidder der sådan nogle læger og skal bestemme

Og så er der jo depressionen. Jeg har også fået diagnosticeret depression, men det er også en del af skizotypien. Det er lidt diffust. Det overlapper. Skizotypien er en personlighedsforstyrrelse – altså, den bunder i ens personlighedstræk. Mens depressionen er mere som en sygdom, der kommer og går. Men begge dele gør, at man føler sig alene.

En del af skizotypien er, at man har excentrisk eller sært udseende. Det kan være, at man klæder sig anderledes end de fleste. Eller at man taler på en anderledes måde. Det er underligt at få at vide, at det, man gør, skyldes en sygdom. Jeg har så svært ved at acceptere den del af min skizotypi. Så bliver det jo noget sygeligt. Noget, som jeg er stolt af ved mig selv. Det er der noget galt med. Så sidder der sådan nogle læger og skal bestemme, hvornår noget er sygeligt og forkert ved en. Men det er altså en del af skizotypien.

Det ser jeg ikke som en del af min sygdom. Det er en del af mig – det at jeg er lidt anderledes. Det er min sygdom, som kommer og går ind i mellem – og så er der mig, hvor en del af mig, er, at jeg har god stil. Jeg har ikke lyst til at identificere min lidt anderledes måde at gøre ting på med min sygdom. Jeg har klædt mig anderledes siden jeg var 10-11. Det er ikke for at få opmærksomhed. Det er fordi, jeg ikke kan lade være. Det er ligesom om det ér mig ikke at se normal ud.

Jeg er jo godt klar over, at det stikker ud

Jeg kan nu stadig sagtens gå mere normalt klædt. Jeg er jo godt klar over, at det stikker ud, så der er det en god ide, at være lidt strategisk. Når jeg går på jobcentret, så tager jeg en almindelig T-shirt på, så de ikke kan se mit lyserøde armhulehår. Der toner jeg lidt ned. Vi snakker om, at jeg skal i praktik – så der skal jeg selvfølgelig passe ind. Det er ikke sådan, at jeg slet ikke kan lade være med at klæde mig sådan – det er bare sådan, at jeg har det bedst i fritiden.

Det har jeg jo også tænkt meget over. Det, som stikker ud, det er steder, hvor jeg kan skjule det. Armhulehåret er jo let at skjule. Min tatovering dækker kun fra skulderen og ned til hånden, så den kan dækkes af en skjorte. Når det er nødvendigt.

Der må være ekstremt mange mennesker, som er excentriske, men som ikke har skizotypi. Det har jeg tænkt meget over. Hvornår er det en sygdom, og hvornår er det ikke? For det ville jo være en trist verden, hvis der ikke var folk, som stikkede lidt ud. Hvis der ingen kunst var, som var anderledes. Det ville da blive en trist og grå verden. Hvornår er det én, som tilfældigvis er excentrisk, men som også har skizotypi?

Sygdommen opdages

Jeg blev diagnosticeret med skizotypi og depression, da jeg var 15. Jeg blev allerede indlagt, da jeg var 11. Men det var galt allerede længe før da. Det blev bare først rigtigt voldsomt, da jeg blev de der 10-11 år. Og endnu værre, da jeg var 15. Først gav de mig nogle andre diagnoser, så det var først, da jeg var 15, at de gav mig min rigtige diagnose.

Da jeg var 11 kom jeg til samtaler på ambulatoriet. Det er et sted, hvor der er psykologer og psykiatere, som man kan få samtaler med. Det er der, man kommer i behandling. Da jeg blev lidt ældre fik jeg tilknyttet en sygeplejerske, som jeg gik til samtaler hos. Så kom jeg ind en time, hvor vi kunne snakke tingene igennem. Det er lidt ligesom en praktiserende læge – bare med fokus på det psykiske.

Jeg har været indlagt en del. Jeg stoppede med at tælle efter den tolvte gang. Det har mest været kortere perioder. Første gang var jeg tolv. Det har været alt fra 5 dage til over 1 år.

Der begyndte at gå ild i mit hår

Første gang jeg oplevede, at noget var anderledes for mig, var da jeg var 9. Min far kom ud for en ulykke. Det var meget alvorligt, og han blev indlagt. Hele hans ene side var helt ødelagt. Så kom jeg ind på hospitalet for at se ham. Han lå der på en båre fyldt med morfin og slanger, og han var tilkoblet alt muligt. Familien sad hos ham og han kiggede på mig, men han var fuldstændig væk. Han blev flyttet akut til et andet hospital, hvor min mor tog med.

Jeg var i skole et par dage efter. Jeg sad til billedkunst med en mærkelig følelse, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad var. Så jeg gik ud på gangen. Jeg kunne mærke, at der begyndte at gå ild i mit hår, så jeg gik i panik og løb rundt på gangene. Ude på toilettet kunne jeg se i spejlet, at der stod flammer op fra håret. Selvom jeg overhældte det med vand, så var de der stadig. Flammerne.

Mine veninder kom ud og fandt mig der. De spurgte, hvad der var galt, og jeg svarede, at der er ild i mit hår. De kiggede mærkeligt på mig, men tog mig med ned læreren og forklarede, at jeg mente, at der var ild i mit hår. Hun kiggede mærkeligt på mig og sagde, at det er der altså ikke. Og så kan jeg ikke huske mere.  

Samme aften sov jeg inde hos min søster. Det var ikke normalt, at vi gjorde det, men det gjorde vi lige den tid. Jeg fortalte hende, at jeg havde følt, at der var ild i mit hår tidligere på dagen. Hun var 3 år ældre, så hun må have været 12. Men jeg tænkte, at hun måske kunne fortælle mig, hvad der skete. Jeg overvejede ikke at snakke med min mor om det.

Der var mange følelser, som jeg ikke kunne få ud

Det var efter det, at jeg begyndte at isolere mig fra andre. Jeg blev mobbet af en pige i klassen, men det var nu ikke derfor, at jeg begyndte at isolere mig. Jeg blev depressiv og begyndte at høre stemmer. På et tidspunkt havde jeg barrikaderet mig på mit værelse med flere hængelåse, så kun jeg kunne komme ind. Jeg skrev på væggene forskellige forstyrrende ting. F.eks. blandede jeg rød maling med vand, så det lignede blod og skrev ”jeg har lyst til at kaste blod op på dig”.

Der var mange følelser, som jeg ikke kunne få ud og havde svært ved at forholde mig til. Jeg følte ikke, at jeg kunne snakke med nogen om det. Jeg var meget alene og overvejede ikke engang at snakke med mine forældre om det. Jeg søgte lidt på nettet om det, men fandt ikke noget, der gav mening for mig.

Det endte med, at mine forældre tog mig med til læge. Det ville jeg ikke, så jeg samarbejdede ikke så godt med dem. De endte med at give mig diagnosen gennemgribende udviklingsforstyrrelse, men det viste sig jo at være en fejldiagnose. Det skyldes nok, at jeg havde rigtigt svært ved at udtrykke, hvad jeg følte og tænkte. Mit standard svar var, ”det ved jeg ikke”. Jeg følte utroligt meget, men kunne ikke sætte ord på det.

Livet med depression og skizotypi

Jeg har efterhånden lært, at jeg skal være opmærksom på stressen i forhold til skizotypien. Hvis jeg bliver stresset, så bliver det meget værre. Der skal ikke ske for meget på én gang. Nogen gange så har man jo bare travlt og skal en masse ting, men så er det vigtigt at slappe af og være god ved sig selv. Det har jeg haft svært ved, og det er stadig noget, som jeg arbejder på. Men f.eks. hvis jeg ved, at jeg har en lang dag i morgen, tager jeg bare en hel aften og ligger og koger Netflix. Eller hvis man giver sig selv lov til bare at æde en halv liter Ben & Jerry is. Det kan virkeligt gøre underværker. Men du ved, at være god ved sig selv. Det er måske nogle dårlige eksempler – men noget, hvor man føler, at man forkæler sig selv og slapper af. Det handler om at gøre nogle ting, som jeg godt kan lide og have lyst til.

Hvis jeg hører stemmer, så kan jeg godt spille guitar. Lyden har en afslappende effekt, men det er mere det, at jeg endnu ikke er så god til det. Jeg er bedre til at spille violin. Fordi jeg ikke er så god til at spille guitar, så er jeg nødt til at koncentrere mig om at spille og ramme de rigtige strenge. Så er der fokus på spillet, hvilket gør, at der ikke er plads til stemmerne. Tidligere lyttede jeg bare til musikken og forsvandt i den, men nu er jeg begyndt med guitaren, og det giver altså noget ekstra.

Det er en meget forvirrende oplevelse

Jeg hører sjældent stemmer, som nogen andre gør. Hvor de hører andre folk tale til dem. Det er kun kortere tid engang imellem. Jeg hører mest min egen stemme, som om den bliver råbt til mig i en mandsstemme – og der er skruet ned for lyden. Den bliver lidt upersonlig. Det er en meget forvirrende oplevelse: ”der ligger en mand under en dyne inde i mit hoved og råber mine tanker til mig. ”.

Det, jeg oplever mest, er depressionen. Der har jeg nogle strategier, når jeg begynder at få en masse negative tanker. Jeg spørger mig selv: ”Kan jeg gøre noget som helst ved dette her lige nu? Gør de her tanker noget godt for mig?”. Den slags spørgsmål for at sætte tankerne i perspektiv. Hvis de ikke gør noget godt for mig, hvorfor skal jeg så fokusere på det? Man kan sige, at jeg forsøger at argumentere mig ud af mine negative tanker, som jeg ellers har en tendens til at fokusere på. Det kan være tanker om, at jeg er grim og dum – og at jeg aldrig kommer til at gøre noget som helst. Der er det vigtigt at gøre sig selv opmærksom på, at tankerne ikke er normen – at det meste af tiden, føler jeg grund til at være optimistisk.

Men det er ikke let at diskutere med sig selv på den måde. Det har taget mig mange år at nå frem til at kunne gøre det. Normalt føler man jo bare det, som man føler, og det kræver meget energi at skulle sætte sig ud over følelserne og diskutere dem med sig selv.

Der føler man et fællesskab

En anden strategi er at komme ud blandt mennesker. Jeg kommer en del i kulturhuset, hvor der er en masse arrangementer. Der føler man et fællesskab. Hvis man sidder for meget alene, så falder man ned i sine tanker. Det er ikke tætte venner, jeg har der, men der er nogen, jeg kender, og som jeg så kan snakke lidt med.

Det kan også hjælpe at se videoer på Youtube eller Tumblr. Så presser tankerne sig ikke på. Det kan også være godt at skrive sine tanker ned. Det man tænker og føler. Men også at skrive digte og den slags.

Vendepunkterne

Det var lidt et vendepunkt, da jeg var 11. Mine forældre tog mig til lægen, og så forsøgte de at tage hånd om mine problemer. Men jeg var stadig meget forvirret. Jeg havde svært ved at sætte ord på alle de tanker og følelser, jeg havde. Det hele var stadig kaos inden i mig. Men der blev ligesom taget hul på det. 

Da jeg var 15, blev jeg døgnindlagt for første gang. Det var i over et år. Det var et vendepunkt. Jeg fik den rigtige diagnose, og jeg blev ligesom tvunget til at prøve at fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg havde en rigtig god kontaktperson, som hjalp mig utroligt meget. Hun var den første, som jeg åbnede mig op overfor. Det var ligesom om, jeg kunne stole på hende, så jeg fik åbnet op. Hun fik en masse ud af mig, og jeg blev bedre til at udtrykke, hvad der skete, og hvad jeg følte.

Jeg var meget, meget socialt akavet

Som 17-årig fik jeg en plads på Helheden i en STU. Jeg ville egentlig ikke være på Helheden eller nogen institution. Jeg var bange for, at det ville være ligesom at være indlagt. Men jeg gik alligevel med til at starte på Helheden, da det kun var en STU i køkkenet. Der havde jeg min dagligdag og jeg snakkede med folk. Det var jeg jo tvunget til, da jeg skulle fungere sammen med folk. Jeg var meget, meget socialt akavet, da jeg jo ikke havde været ude blandt mennesker i mange år. Men det blev der åbnet op for. Så jeg faldt til og besluttede at følge kommunens råd og blive i nogle år. Og så fik jeg taget min matematik-eksamen, så jeg fik afsluttet folkeskolen.

På Helheden fik jeg også en rigtig god relation til en pædagog. Hun kunne virkelig åbne op i mig. Jeg lærte, at det er i orden at græde. Det har hun virkeligt hjulpet mig meget med. I starten var jeg skide bange for hende. Jeg ville ikke snakke med hende. Jeg var pisse bange for hende. Men så blev hun min kontaktperson, og så var jeg jo tvunget til at snakke med hende. Og så fandt jeg ud af, hvor åben hun er og direkte. Der er ikke noget pis med hende, hun siger tingene præcis, som de er. Det gjorde, at jeg så følte mig tryg ved hende. Jeg behøvede aldrig overveje, hvad hun mon tænkte – hun sagde det bare lige ud.

Vi blev sådan en blanding af kammerater og lidelsesfæller

Vi boede tæt sammen på Helheden, så jeg fik nogen gode venner. I det samme hus. Og vi spiste sammen. Det er lidt sjovt at møde folk på den måde, for vi har ikke så meget tilfælles, men vi bliver alligevel et fællesskab. Noget af det, som vi alle havde tilfælles, var, at vi var der pga. vores diagnoser, hvilket gør os forskellige fra resten af samfundet, men ikke fra folk der på Helheden. Vi blev sådan en blanding af kammerater og lidelsesfæller. Jeg har stadig lyst til at holde kontakten, men noget af det, vi havde tilfælles, var jo, at vi boede sammen. Det gør vi ikke længere, og så glider det jo nok lidt ud. Folk havner jo forskellige steder i landet. Men vi havde en særlig forståelse for hinanden.

Det lærte mig at blive mere selvsikker at bo sammen med dem. Da jeg startede var jeg meget genert og kejtet. Jeg turde ikke sige min mening. Lige modsætningen til nu, hvor jeg jo slet ikke har et problem med at snakke med folk og være tilstede. Det var vigtigt for mig at have et trygt sted at være. Hvor jeg ikke følte mig presset. Jeg var vant til, at der stort set ikke var andre omkring mig. Nu var der mennesker hele tiden, når jeg ikke var i min lejlighed. Man var tvunget til at være sammen med dem – hjemme kunne man jo bare barrikadere sig, da det var familien, men det er noget andet, når du står på egne ben på et bosted.

Så vi kunne tage mere fat

Vi snakkede også om det, sygdommen, derhjemme, men det var svært for dem, fordi de ikke vidste, hvad de kunne spørge ind til. Og hvor meget. Det kunne de jo ikke vide. Det var heller ikke noget man snakkede om i familien. Problemer i det hele taget, nok. På Helheden var der jo pædagoger, som havde prøvet det mange gange før. Så vi kunne tage mere fat. Jeg blev også indlagt nogle gange, mens jeg var på Helheden. Ikke så mange gange, som da jeg boede hjemme. Men det kan nok ikke undgås, når man er i udvikling, så giver det nogle bump – ligesom når et fly lander. Og så har der været miljøterapi, hvor vi arbejdede med det at få en hverdag til at hænge sammen. Det er vigtigt, når man skal ud og bo selv.

Da jeg fyldte 19 fik jeg en rigtig god veninde, som jeg brugte meget tid sammen med. Udenfor Helheden. Det gjorde en stor forskel, at jeg pludselig havde en at dele noget med. Og en bare at have det helt vildt sjovt med. Vi griner nærmest fra jeg kommer, til jeg går. Bare det at have noget sammen med en anden person, det er vigtigt. Jeg har det jo også godt med mine forældre, men jeg føler ikke, at jeg kan snakke med dem om sindssygdom og tanker og følelser. Det er heller ikke det samme med forældrene – de skal jo ligesom kunne lide en, min veninde har valgt lige præcis mig.

Det var ligesom om, det vækkede mig

Da jeg var rundt de 20 fik jeg en kæreste. Det var ligesom en åbenbaring for mig. Jeg kom mere ud og oplevede verdenen. De følelser var helt nye. Jeg vidste slet ikke, at verdenen kunne være så godt et sted at leve i. Ikke kun som forelsket. Det var ligesom om, det vækkede mig. Som et lys, der blev tændt og jeg kunne begynde at se verdenen, som alle andre mennesker gør det. Selvom forholdet ikke holdt, så ændrede det mig. Der var en gamle Katrine fra før forholdet, hvor jeg var depressiv og ude af stand til føle rigtigt. Og så er der den nye Katrine, som har set, hvor godt det kan være, og det sætter alting i et nyt lys.

Men det er nok i virkeligheden først, da jeg var 21, at jeg rigtig blev i stand til at sætte ord på tingene. Der fik jeg ligesom lagt den sidste brik i puslespillet. Det er vigtigt, at man kan forstå tingene – og nogle gange er det en lang, lang proces, som man ikke kommer ud over. Måske hvis jeg havde startet den proces allerede tidligere, at det havde gået hurtigere. Hvis jeg havde fået noget psykologhjælp allerede, da jeg var 9, så havde det nok ikke udviklet sig på den måde. Men det ville kræve, at der var en, som kunne trænge igennem til mig, og som kunne forklare mig, hvad det var, der foregik. Og det var måske svært. Samtidig fik jeg jo en fejldiagnose, så de fik ikke hjulpet mig på den rigtige måde…

Råd

Hvis jeg lige nu stod som ni-årig og følte, at der var ild i mit hår, så havde jeg sagt det til nogen. En voksen. Det ville jeg have gjort anderledes. Jeg ville have sagt det til mine forældre, så jeg kunne få noget hjælp. Jeg ville i det hele taget være mere åben omkring, hvad der skete for mig.

Det er faktisk det eneste råd, jeg har. Der er jo folk, som kan gribe en i Danmark. Hvis ikke forældre og venner, så er der alle lægerne og systemet. Det er vigtigt at gribe de redningskranse, som er der til det samme.