Paranoid skizofreni, Mariannes søster fortæller om det at være pårørende

Som barn skal man have tid til at være barn og lege. Det skulle Maria også, så hun gik i flere år, hvor forældrene forsøgte at skærme hende for Mariannes anfald. Men det blev et problem efterhånden som behovet for viden voksede. Manglen på viden blev senere afløst af følelsen af afmagt, da handlingsmulighederne ikke steg i takt med den øgede viden.

Mariannes søster, Maria, var syv år gammel, da Marianne første gang hørte stemmen. Der gik mange år, før Maria fik større indblik i Mariannes stemmer, men derefter udviklede der sig et særligt bånd, hvor Maria blev meget fintfølende overfor Mariannes mentale tilstand. I dette interview fortæller Maria om, hvordan hendes søster fik diagnosen, hvordan det er at være søster til en med skizofreni, hvordan Marianne har taget stormskridt mod bedring, og til sidst giver hun råd til andre søskende til en med skizofreni.

Dette interview med Mariannes søster er en opfølgning på interviewet med Marianne, som du også kan læse her på siden. Hun vil gerne hjælpe til, at andre i en lignende situation har andres erfaringer at trække på. Vi bruger ikke de rigtige navne i disse interviews.

En fintfølende søster

Min søster har skizofreni på grund af det, min fætter gjorde. Jeg fandt ud af det, da jeg kom hjem fra skole en dag, og Marianne ikke var der. Min mor sagde, at hun var kommet på hospitalet. At det min dumme fætter havde gjort noget slemt ved hende. Men jeg måtte ikke få mere at vide dengang, fordi jeg ikke var særlig gammel.

Da vi kom ned på hospitalet, så jeg at Marianne havde mange ting på armene. Så fik jeg at vide, at hun skar i sig selv. At hun gjorde selvskade. Jeg kunne mærke, at hun havde det skidt.

Siden har jeg kunnet mærke, når hun har det skidt. En gang sagde jeg, at nu har Marianne det dårligt, og så ringede Spangsbjerg [Psykiatrisk Afdeling, Esbjerg] lige efter. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. Det er hårdt, når hun har det skidt. Jeg mærker det jo med det samme. Det påvirker mig meget.

Jeg ved ikke, hvad jeg kan hjælpe hende med

Jeg bliver ked af det. Jeg ved ikke, hvad jeg kan hjælpe hende med. Eller om jeg kan tillade mig at spørge om nogle ting – hvordan hun har det og hvorfor. Da jeg blev atten fik jeg noget mere at vide. Hvad fætteren havde gjort. Og nu har Marianne jo lige holdt foredrag, hvor hun fortæller alt, han har gjort. Det fortæller hun til hele familien. Noget af det vidste jeg jo i forvejen, andet ikke.

Hun har nogle stemmer. Der er fire i alt. En af dem er fætteren. Det er den dumme stemme. Jeg er også en af stemmerne. Jeg råber efter hjælp.

Jeg har været meget ensom

Jeg var nok en tolv-tretten år, før jeg rigtigt forstod, hvad der skete for min søster. Hun må have haft stemmerne siden jeg var syv. Det har været hårdt. I skolen følte jeg jo, når min søster havde det dårligt. Så jeg gik hen og krævede, at læreren skulle ringe hjem og fortælle om min søster. Så jeg har været meget ensom. Jeg sagde det jo rigtigt højt i klassen, så de andre synes, at jeg var underlig. Jeg kunne mærke, at de kiggede på mig. Læreren ringede så til min mor. Og det var rigtigt: Døren var gået i baglås på toilettet, og Marianne var gået i panik. Så det var jo godt, at hun kom ud. Men de andre syntes, at jeg var underlig.

Det var nu mest dengang i folkeskolen. Nu går jeg på en anden skole, hvor de ikke ved noget om det. Men de kan godt se det på mig, når jeg kan mærke, at Marianne har det skidt. Jeg bliver meget ked af det. Det føles trykkende. Og det kan de jo se på mig. Men det er nu lettere at få venner nu.

Stemmerne kan overdøve alting

Havde jeg virkelig forstået, hvordan hun havde det dengang, så var jeg nok blevet mere ked af det. Jeg forstod ikke rigtigt, hvordan hun følte tingene. Marianne har det meget forskelligt med skizofrenien. Nogle gange kan hun ignorere det, så er hun meget normal. Men andre gange mærker hun det virkeligt.

Man skal være opmærksom på, at hun ikke hører én lige med det samme, når hun hører stemmer. Man skal være klar over, at stemmerne kan overdøve alting. Så kan man ikke bare snakke direkte med hende. Da jeg var yngre tog jeg det meget personligt. Jeg troede, at det var fordi, hun ikke ville snakke med mig, men nu ved jeg, at det er på grund af stemmerne.

Det værste er, når hun gør skade på sig selv. Eller når hun sidder med hænderne oppe over hovedet og siger nogle ting. Altså, når hun får et anfald. Det har hun nu ikke gjort længe, nogen af delene. Men det har også gjort hende stærk. Hun tør sige sine meninger. Og hun har lært at sige fra overfor stemmerne. Det kræver meget.

Det værste for mig er, når jeg oplever, at hun har det skidt. Det påvirker mig utroligt meget. Jeg føler, at jeg bliver en anden lillesøster. Jeg bliver meget irriteret og sur. Jeg får lyst til bare at få den stemme ud af hovedet på hende. Men det kan man ikke. Det bedste er, når hun begynder at kunne ting, som hun ikke kunne før – som f.eks. da hun var ude at danse her i sommers.

Bedring

Marianne har nogle ting, som hun kæmper med, så hun bor på Helheden. Hun hører stemmer og hun gør nogle dumme ting – det skal hun have hjælp til. Personalet er rigtig gode til at tage sig af hende. De snakker med hende og tager hende med ud at handle ind for at gøre hende stærkere. Alle mulige ting. De går ture med hende – og nu går hun med en hund. Den snakker hun meget om. Hun var også med på Vadehavsdag, hvor hun var med til at stå for en stand. Det gør hende stærkere. Tidligere havde hun mange op- og nedture, men efter hun er kommet på Helheden, har hun rykket sig meget. Hun har det stadig svært, men slet ikke så meget, som hun plejer. Det er rart at se.

Jeg har brug for hende

Jeg tror, at hun skal være på Helheden et års tid mere. Efter sommerferien næste år kan hun nok flytte for sig selv. Hun har en lejlighed her i nærheden. Det vil gøre mig glad. Det vil være hyggeligt at gå ture og den slags. Jeg savner hende i min hverdag. Det er mest mor og far, som sådan lige kan tage derned på Helheden. Det har jeg ikke mulighed for på samme måde. Nu er vi kun sammen en gang om ugen. Det kunne være dejligt, hvis vi kunne være mere sammen. Jeg har brug for hende, så vi kan snakke sammen og gå ture, som søskende gør det.

Marianne skal nok af med stemmerne, før vi kan have det rigtig godt. Men vi har det nu også godt nu. Specielt efter hun er begyndt at få det bedre her det sidste halve år. Tidligere kunne hun ikke gå væk fra mor og far overhovedet, men i år på ferien var hun ude at danse selv for første gang nogensinde. Det er en enorm lettelse. Dét og at jeg har fået mere at vide – tidligere spurgte jeg mig selv om mange ting: ”Hvad er det, den mand har gjort ved hende? Og hvorfor? ”. Da jeg blev atten fik jeg det at vide. Det var en stor lettelse.

Den vigtige viden

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg kan gøre for, at hun får det bedre. Jeg er blevet bedre til at spørge ind til ting, som kan gøre hende stærkere. Hvis jeg kan mærke, at hun har det skidt, så spørger jeg, hvad jeg kan gøre. Men det er ikke altid, jeg kan gøre noget – kun engang imellem. Jeg ville ønske, at der var nogle kurser for søskende til folk med skizofreni. Det ville jeg helt sikkert tage med på, men jeg kender ikke til noget. Også fordi jeg føler mig meget alene i det – som om jeg er den eneste søster til en, der lever med skizofreni. Min mor kommer i en gruppe, hvor de snakker tingene igennem. Det hjælper hende. Det kunne jeg godt tænke mig også.

Jeg sad engang og græd på hospitalet, da vi var inde og besøge Marianne. Så kom en sygeplejerske hen og snakkede med mig. Og vi snakkede med mine forældre om det. At jeg godt vil være med i en gruppe, men de ved ikke, om det findes. Måske det var noget, som Marianne kunne finde ud af at sætte op. Hun har jo holdt foredrag og andet tidligere.

Jeg sad og græd, mens hele familien var der

Jeg fik det sidste at vide her for kort tid siden, hvor hun holdt foredrag om det for hele familien. Da tænkte jeg ”wauw, det har været hårdt!”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg sad og græd, mens hele familien var der, og Marianne kunne se det. Det var lidt flovt. Bagefter gik jeg udenfor og krammede en ven, som havde fået lov at komme med. Bagefter gik jeg ind og krammede Marianne og takkede hende for at sige det.

Det gør en stor forskel, at hun holdt det foredrag. Før kunne jeg ikke spørge ind til ting, men nu kan jeg spørge ind til, hvorfor hun gør, hvad hun gør. Eller hvis der er noget, som hun ikke kan. Og det gør, at jeg føler, at det ikke er mig, som der er noget galt med. Det har givet et helt andet familiesammenhold. Vi er mere tætte nu. Det var fedt her i sommers på ferien. Det føltes som om hun vandt over sygdommen. Det var bare så dejligt.

Råd

Hvis man finder ud af, at ens søster eller bror hører stemmer, så skal man bare tage det stille og roligt. Man skal ikke være bange for at snakke med sine forældre om det, for at finde ud af om det er noget, man kan snakke med sin søster om.

Man skal ikke spørge ind til noget, hvis hun har det skidt. Men hvis man kan se, at hun er i godt humør, så kan man godt spørge ind til det. Også selvom det gør ondt. Det er rigtigt vigtigt at spørge ind til tingene, også selvom det gør ondt. Jeg havde en kæmpe klump i maven første gang, jeg ville spørge Marianne om noget, men det blev meget bedre, efter vi havde talt lidt om det.

Jeg spurgte på et tidspunkt, hvem den tredje stemme var. Det ville hun ikke svare på, men efter et stykke tid spurgte jeg igen, og hun sagde, at det var mig. Det var virkeligt hårdt at få at vide. Jeg forstår jo ikke, hvordan jeg kan være inde i hende. Men så fortalte hun, hvad det er for en stemme, og hvad jeg siger til hende, og det var en lettelse, for det er jo ikke noget slemt. Så forsvandt klumpen i min mave.

Det er vigtigt at snakke om det

Men det er vigtigt at snakke om det. Hvis man ikke snakker om det, så føles det som om, der er et låst rum i det hus, man lever i. Det er bare sort og farligt. Så man er bange for at åbne ind til det, men når man gør det, så er det en lettelse. Men så er der til gengæld nogle andre frustrationer. Der sker alt det her for din søster, men du kan ikke gøre noget ved det. Du har bare lyst til at råbe efter det, men der er ikke rigtig noget at råbe efter. Så er det godt at snakke med sine forældre om det. Jeg fik også mulighed for at snakke med en psykolog om det på et tidspunkt – det var rigtigt fint. Det er vigtigt at være åben om tingene, hvis man ikke gør det, så samler det sig som en klump i maven.

Og så skal man tillade, at hun ikke altid kan overholde det, hun lover. Hun havde prøvet at begå selvmord på et tidspunkt, hvor hun så lovede, at det ville hun ikke prøve på igen. Men det gjorde hun. Men det handler jo ikke om mig, når hun gør alle de dumme ting, som når hun forsøger at begå selvmord eller skærer i sig selv. Så det skal man ikke blive vred over. Det gør nu stadig rigtigt ondt, fordi jeg elsker hende så meget, og jeg kan ikke gøre noget for at hjælpe hende. Hun er min søster, og det ville være forfærdeligt at miste hende. Så det er nødvendigt at snakke med nogen om det, hun gør ved sig selv, forældrene eller en lærer.