Helhedens dagtilbud

Et tilbud til psykisk sårbare unge og voksne

Med Helhedens dagtilbud hjælper vi psykisk sårbare personer med at tage de næste vigtige skridt imod en tilværelse i bedre balance med både sig selv om deres omverden.

Målgruppe

Dagtilbuddet er målrettet unge, som er ude over den skolepligtige alder, og voksne fra 18 år med psykiske udfordringer.

Vi modtager ikke:

-         personer med misbrug som hovedproblematik

-         personer med svære personlighedsforstyrrelser

-         personer med udadreagerende adfærd.

Udbytte

Gennem dagtilbuddet vil deltagerne:

  • få afdækket deres ressourcer i forhold til undervisning og beskæftigelse
  • få mulighed for at tage Folkeskolens 9.-10. klasses afgangseksamen
  • udvikle deres sociale kompetencer
  • blive bedre i stand til at fungere på en arbejdsplads
  • udvikle deres mødedisciplin og ansvarlighed i forhold til aftaler
  • blive bedre i stand til at klare en almindelig hverdag
  • lære at lave mad
  • få en større indsigt i kost og ernæring
  • komme i bedre form.

Omfang

Dagtilbuddet består af 25 timers ugentlig undervisning og beskæftigelse. Aktiviteterne sammensættes i en ugeplan, der udarbejdes individuelt efter den enkelte deltagers behov.

Indhold

Dagtilbuddet indeholder følgende aktiviteter:

  • Undervisning i almene skolefag samt musiske, kreative og praktiske fag
  • Beskæftigelse i Helhedens kantine eller Helhedens udehold
  • Kompetencer i personlige pleje, oprydning, rengøring, tøjvask, indkøb og økonomi
  • Motion
  • Terapeutiske samtaler, coachende samtaler og bodynamic-øvelser
  • Ugentlig evalueringssamtale (individuelt)
  • Ugentligt fællesmøde

Fællesskab

Undervisning, motionsaktiviteter og beskæftigelse foregår sammen med beboere i Helhedens døgntilbud, ligesom dagtilbuddets personale samarbejder tæt med Helhedens øvrige personale.

Transport

Deltagerprisen inkluderer transport til og fra Bramming Station (1 gang morgen og 1 gang eftermiddag).

Kost

Der serveres morgenmad og frokost (inkluderet i prisen).

VIGTIGT! Alkohol og euforiserende stoffer er ikke tilladt på Helheden.

Undervisning af dagelever

Helheden tilbyder undervisning i 5 eller 10 timer ugentligt for ikke-skolepligtige elever.  Der undervises i almene skolefag. Undervisningen varetages af seminarieuddannede lærere.

Formålet med undervisningen er

  • At fremme den enkeltes personlige og faglige udvikling med særlig fokus på social inklusion og senere uddannelsesforløb
  • At forberede elever til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i samfundet

Undervisningspædagogik

For at tilgodese elevernes personlige læringsstile benyttes en undervisningsdifferentieret tilgang, som sikrer at, den enkelte elevs faglige niveau og specifikke måde at lære på, tilgodeses. Alle elever får ved opstart i samarbejde med en faglærer udarbejdet en personlig faglig profil, hvor niveauet i de enkelte fag afdækkes. På baggrund heraf opstilles fremtidige faglige mål i forhold til eksempelvis folkeskolens prøver.

Beskæftigelse i kantinen

Beskæftigelse i kantinen har flere formål

  • At give deltagerne indsigt og færdigheder inden for ernæring og almindelig madlavning som et fundament for den daglige kost.
  • At være et tilbud om en meningsfyldt beskæftigelse i dagtimerne.
  • At implementere Helhedens kostpolitik.
  • At klarlægge beboernes sociale, erhvervsmæssige og indlæringsmæssige ressourcer og barrierer.

Hvem kan deltage

Kantinen er åben for døgnindskrevne beboere på Helheden og for deltagere i Helhedens STU og dagtilbud.

Fysiske rammer

Køkkenet er indrettet med 4 - 5 selvstændige arbejdsstationer, som giver den enkelte deltager mulighed for at arbejde uforstyrret, samtidig med at der er mulighed for at få den nødvendige vejledning.

På Møllegården, hvor kantinen er beliggende, er der en hyggelig spisesal med plads til ca. 30 personer.

Musikundervisning

På Helheden er der mulighed for at deltage i musikundervisning.

Som en del af musikundervisningen arrangeres forskellige former for samspil, sang og rytmik. 
Har eleven forudgående kendskab til et bestemt instrument, kan dette indgå som en del af undervisningen. 
Musiklokalet er udstyret med klaver, el-guitar, akustisk guitar, trommesæt, div. percussioninstrumenter, forstærkere, mikrofoner og højtalere.

Musikundervisningen udgør et væsentligt element ved arrangmenter på Helheden, såsom jule- og sommerfest.

Formålet med musikundervisning er

  • At fremme elevernes forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition som en del af kulturlivet.
  • At udvikle elevernes evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik, herunder synge danske sange.
  • At medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.

Kreativt værksted

Elever i dagtilbuddet har mulighed for at deltage i undervisning i kreative fag, for eksempel tegning, maling, keramik, syning og billedvævning.

Der er tilknyttet faste undervisere. Afhængig af elevernes forudsætninger og interesser inden for det kreative område laves desuden aftaler med eksterne undervisere.

Om undervisningen

I det kreative værksted arbejdes der med mange forskellige materialer: træ, ler, læder, metal, stof, genbrugsmaterialer mm. 

Der designes og fremstilles mange forskellige brugsgenstande, dekorationer, beklædningsgenstande, billeder og malerier.

Eleverne har meget stor medindflydelse på undervisningens indhold og form.

Formålet med undervisningen i kreativt værksted er

  • At udvikle kreative ressourcer hos den enkelte.
  • At udvikle evnen til at se flere muligheder i forskellige materialer.
  • At udvikle sansen for kreativ udsmykning.
  • At styrke evnen til nytænkning og kreativ innovation i forhold til form og udsmykning.

Motion

Der arbejdes ud fra en holdning om at krop og psyke indvirker på hinanden.
Den fysiske træning er således med til at styrke den fysiske krop og derved indirekte styrke den psykiske tilstand.

Der foregår følgende fastlagte sports- og motionsaktiviteter

  • Træning på motionscenter og/eller i svømmehal 2 gange ugentlig.
  • Mulighed for at spille badminton og tennis og deltage i cykel- og gåture.

Disse aktiviteter er valgfrie og aftales individuelt.

Tilkøbsydelser

Tilkøbsydelser er ydelser, som ikke er indeholdt i taksten for et dagtilbud.

Deltagere i dagtilbuddet har mod ekstra betaling mulighed for

  • At deltage i skitur og sommerferie med beboere og personale fra Helheden
  • At få støtte i eget hjem - se Det Opsøgende Team
  • At få hjælp til transport udover hvad der er indeholdt i taksten
  • At få udarbejdet en ressourceprofil