Helheden er en selvejende institution i den lille landsby St. Darum ved Vadehavet. I rolige og naturskønne omgivelser støtter og behandler vi 22 voksne med psykiske udfordringer og diagnoser. Vi har både midlertidige pladser og få permanente pladser. Personer med nedsat funktionsevne, som er visiteret af deres kommune under servicelovens §107 og §108, kan kan få tildelt en plads.
Helheden skaber rammer og aktiviteter, der fremmer beboernes mulighed for udvikling, trivsel, livskvalitet og øget selvstændighed, så de i højere grad kan tage vare på sig selv.
Vi har det hele menneske i fokus, hvilket gør en mærkbar forskel for vores beboere og deres pårørende.
Selvstændighed og trygge rammer
Når du kommer til vores adresse, er det ikke synligt udefra, at Helheden er et socialpsykiatrisk bo- og behandlingssted.
Det er hensigten, da vi ønsker at give vores beboere en følelse af normalitet og støtte dem til at få et liv, hvor de kan klare flere opgaver selv og blive så selvstændige som muligt. Det gør vi ved at skabe faste rammer og en struktureret hverdag.
Alle beboere er her frivilligt, og de har et ønske om behandling og at få det bedre. Vi har beboere fra hele landet og med forskellige baggrunde og alder.
Vi ser styrken i forskellighed blandt både beboere og ansatte. Det er med til at skabe et stærkt sammenhold og minde os om at have respekt for andre, der ikke minder om os selv. Beboerne har sammen udarbejdet ti etiske bud, der sætter rammen for, hvordan vi opfører os i fælesskabet.
Vores ansatte har kompetencer og uddannelsesbaggrund inden for pædagogik, sundhed og omsorg. De drives af at gøre en menneskelig forskel.
Løbende dialog med vores beboere
Alt, hvad vi gør, tager udgangspunkt i, at beboerne er eksperter i deres eget liv. Vi arbejder derfor ud fra beboernes mål og ønsker. Det bruger vi som springbræt til at planlægge individuel behandling, der resulterer i positiv udvikling og øget selvstændighed.