Thor, angst, OCD og depression

Thor er 40 år og bor på Helheden. Det var en lang og hård kamp for Thor at nå til det punkt, hvor han måtte erkende, at han har en psykisk sårbarhed at kæmpe med. Det føltes som at give op, ikke at tjene egne penge og bo for sig selv. Thor har nu boet mere end ti år på Helheden, hvor han føler sig godt tilpas, men tænker stadig med længsel tilbage på mere selvstændige tider i sit liv.

Thor fortæller i det følgende om sin oplevelse af OCD, depression og angst, rejsen fra et forvirrende liv med ukendte psykiske sårbarheder til diagnoserne, pensionen og et mere håndtérbart liv på Helheden – ligesom Thor fortæller om, hvilken effekt denne rejse har haft på hans forhold til familie, venner og kærester.

Angst og frygt er reaktioner på faretruende situationer eller personer, og de har ofte fysiske kendetegn f.eks. hjertebanken, åndenød, svimmelhed og sveden. For nogen er angsten dog meget let udløst – eller bliver overdreven, og det kan i høj grad gå ud over livskvaliteten og livsmulighederne. 

Obsessive Compulsive Disorder (OCD) er kendetegnet ved ritualer, tvangstanker og tvangshandlinger. Det er ikke usædvanligt, at vi føler et behov for at tjekke en ekstra gang, at døren er låst – eller legende undgår at træde på stregerne, når vi går ned ad gaden. Men for nogen bliver det tvingende nødvendigt og overdrevent, og så kan det hæmme livsførelsen.

Depression dæmper eller fjerner livslysten, og ting og mennesker, som tidligere gav glæde og nærhed, kan føles distancerede. Det er følelser, som er naturlige i forbindelse med f.eks. sorg, når ens tætte dør – også i kraftig grad. Men sidder man fast i disse følelser, eller hvis de opstår ud af tilsyneladende ingenting, så kan det være problematisk.

Vi håber disse interviews med beboere, pårørende og personale kan hjælpe andre, som står i en lignende situation. Vi bruger pseudonymer.

Diagnoserne

Jeg bøvler med angst, depression og OCD. OCD’en er nu blevet meget bedre, men det er de tre ting, jeg bøvler med. Dengang jeg var barn – i en 8-10 års alderen – begyndte jeg at få angst, uden at jeg vidste det. Jeg tænkte bare: ”hvad er det for nogen mærkelige tanker?”. Jeg var god til fodbold, men så blev jeg bange for at få bolden. Og når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt se, at det var angst.

Da jeg var en 10-12 år, så kunne jeg ikke sove om natten, fordi jeg var angst. Og så ville jeg gerne ind og sove hos min mor og far, men det kunne man jo ikke, når man er så gammel. Så sad jeg inde i sofaen hele natten og så film. Og så da jeg blev en 18-20 år, så begyndte jeg at få åndedrætsbesvær, jeg blev svimmel og kunne få kvalme.

Jeg tænkte, at det var noget mærkeligt noget, men der var jo ikke så meget fokus på det, så der var ikke nogen, som lagde mærke til det. Det var faktisk lidt mærkeligt, at fodboldtræneren ikke gjorde noget. Jeg sagde, at jeg var bange for at komme ind på banen, men han gik ikke videre med det. Det er nu ikke fordi, at jeg bebrejder nogen for det. Det er jo ikke deres skyld, at jeg har fået det her sygdom.

Da jeg blev uddannet tømrer, så blev det lige pludselig for meget for mig. Det med at ryste og svede og den slags. Så gik jeg til min læge og sagde, at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg har nok været en 25 år. Hende havde jeg nogle gode snakke med, og hun henviste mig til en psykiater.

Thors oplevelse af OCD

Han var også dygtig, ham psykiateren. Der var det specielt OCD, vi snakkede om. Dengang jeg arbejdede som tømrer, skulle jeg genfortælle alt inde i hovedet, jeg havde gjort, samtidig med, at jeg skulle til noget nyt. Det var meget frustrerende. Jeg skal også hele tiden vide – det skal jeg stadig – hvor jeg har min telefon, nøgle, cigaretter og lighter. Det er noget skørt noget. Selvom det er sådan nogle små ting, så skal jeg gå og genfortælle for mig selv, hvor de er henne herhjemme, hvis jeg ikke er hjemme.

Jeg klarede mig fint som tømrer. Men jeg var lidt langsom, fordi jeg hele tiden skulle remse alting op i hovedet. Hvad jeg havde gjort – og hvad jeg skulle gøre. Det hele skulle jo bare være i orden. Der kan jo let gå noget galt, så det skal bare være i orden. Så kunne jeg godt blive lidt jaget med. Men det gik jo alligevel, fordi de kunne se, at jeg gjorde et godt stykke arbejde. Men til sidst blev det jo så for meget for mig, og så gik jeg jo til lægen og blev sygemeldt.

Thors oplevelse af angst

Når jeg føler angsten, så føles det som om alt bliver levende inde i mig, det er ligesom jeg ryster. Især i maven, der kilder det virkelig meget på en ubehagelig måde. Når det er rigtig slemt, så bliver jeg utrolig svimmel og får kvalme – men det er ikke så slemt efter, jeg er blevet medicineret. Jeg glemmer aldrig, da jeg var en 23 år, og jeg havde en kæreste. Der gik jeg og var svimmel og kvalm i tre måneder. Jeg troede, at jeg havde en svulst eller noget. Der måtte jo være noget. Men så har jeg sidenhen snakket med nogle dygtige psykiatere, som siger, at det har været tegn på angstanfald. Det giver svimmelhed og kvalme.

Thors oplevelse af depression

Nu skal jeg sige dig med depressionen. Det er noget mærkeligt noget. Man er bange for at dø. At have alle mulige sygdomme. Hvis man sidder og ser fodbold med en ven, så tænker man lige pludselig på, om man har kræft i maven. Tidligere var det meget HIV, som jeg var bange for – det kørte jo også i medierne dengang. Og det var selvom jeg var jomfru dengang. Det er helt skørt. Jeg var endda henne for at blive testet for HIV, og så blev jeg bange for, at jeg var blevet smittet af nålen. Det kører rundt i hovedet. Man bliver tung i sindet og bange. Og så til sidst, så overvejer man at slå sig selv ihjel for at undgå tankerne om at være bange for at dø. Det hænger da ikke sammen. Altså, jeg kunne ikke finde på at begå selvmord, men tankerne er der. Man kan ikke blive ved med at klare alle de dumme tanker. Man er nødt til at gøre noget. Og så får man jo fred for det hele – men så stopper det mig, at jeg er bange for at dø.

At klare livet med for mange negative tanker

Jeg kunne godt finde på lige at drikke et par vodkashots for at lægge en dæmper på det, når det var slemt – f.eks. når jeg skulle hen til kæresten. Eller hvis kæresten spurgte, om vi ikke skulle tage ind til byen og kigge på butikker, så blev det helt levende inde i mig. Det var sådan, at jeg rystede. Der kom den der ubehagelige kriller i maven, og jeg blev svimmel og fik kvalme. Jeg drak ikke så meget generelt, fordi jeg trænede meget. Men det var når, vi skulle i byen, hvor der var mange mennesker. Det var noget social angst. Menneskeangst. Det har jeg nok haft rigtig meget. Når vi så kom ned i byen, så kunne jeg godt kaste op.

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg snakket med mine forældre om det langt tidligere. Og søgt hjælp hos lægen, så jeg kunne blive sendt videre til en psykiater. Mine forældre prøvede jo faktisk at hjælpe mig. Da jeg var 19 havde jeg en kæreste, som gik fra mig. Vi var kun sammen et halvt år, men det føltes jo bare som om, det var det eneste ene. Så jeg røg helt ned i kulkælderen. Der fik mine forældre mig til at gå hen til en psykolog. Men det tænkte jeg, at det var ikke noget værd. Det var alt for dyrt, tænkte jeg. Så jeg stoppede hurtigt igen.

Så der skulle jeg nok have tænkt noget mere over det, og gjort noget ved det. Lyttet til mine forældre. Men jeg kunne godt klare arbejdet på det tidspunkt. Det er nok der, at forskellen ligger. Hvis man kan klare arbejdet, så tænker man, at det nok skal gå det hele. Jeg tænkte aldrig, at jeg kunne være psykisk syg. Alle kan jo få en depression og have behov for at gå til psykolog. Men jeg vidste ikke noget om det heller. Hvis jeg havde haft bedre kendskab til, hvad det vil sige at være psykisk syg, så kunne jeg også have reageret på det. For mig var det jo bare normalt.

Kampen for at være normal

Det har altid betydet meget for mig, at jeg kan klare mig selv. Men det var ikke et nederlag at tage til psykologen der, da jeg var 19. Det er jo bare normalt. Men der, da jeg blev indlagt i nogle måneder midt i tyverne, hvor overlægen sagde, at vi nok skulle søge pension til mig, da blev jeg chokeret. Jeg havde lyst til at slå ham. Altså, jeg er jo ikke voldelig, så det ville jeg aldrig gøre, men det var bare sådan et chok, at det føltes som om, det ville hjælpe at ruske i ham. Det var virkelig et stort nederlag for mig, puha!

Men jeg er taknemmelig for, at vi har sådan et samfund, som tager sig af folk som mig. Det koster jo en del penge. Jeg er glad for, at jeg er økonomisk sikret. Men lige da jeg fik det at vide, da gik jeg i hundene. Jeg gik helt ned. Allerede der ville de have mig i bofællesskab, men det nægtede jeg. Jeg ville klare mig selv.

At bo sammen

Der boede jeg så med en kammerat, og det gik rigtigt fint. Det var nok fordi, jeg boede sammen med en, at det gik så godt. Så følte jeg ikke, at der var noget at være bange for. Men da jeg flyttede for mig selv, så gik det ikke. Så flyttede jeg hjem til mine forældre. Der boede jeg i tre måneder. Og vi snakkede om, at jeg skulle flytte i bofællesskab. Jeg havde slet ikke lyst. Vi ringede til et sted og blev enige om, at jeg skulle prøve det midlertidigt, indtil de kunne finde noget andet til mig. Det var svært at få igennem hos kommunen, men min mor fik dem overbevist.

Der havde jeg været rundt de 30. Det var der, jeg flyttede til Helheden. Ja, jeg boede midlertidigt et andet sted i nogle måneder, og så kom jeg her til. Her er jeg glad for at bo. Jeg har det godt her. Jeg er taknemmelig for, at man kan få lov at bo sådan nogle steder, fordi jeg føler mig så tryg her. Jeg er også begyndt at få medicin, og det gør en stor forskel. Jeg kan ikke fungere uden den. Hvis der går bare én enkelt dag uden medicin, så mærker jeg det. Så det er altså vigtigt med den.

Jeg har nok accepteret det meget mere nu. Jeg har fået tildelt en førtidspension og det giver noget tryghed. Men alligevel, så tænker man jo stadig på dengang, hvor man dyrkede motion, gik på arbejde, hang ud med vennerne og tjente sine egne penge. Den tid tænker jeg tit tilbage på, og jeg savner den. Men jeg har accepteret nu, at det er sådan, tingene er. Jeg havde det jo ikke godt. Men måske, hvis jeg var medicineret allerede, da jeg var en 20 år. Så havde det måske kørt godt stadigvæk. Det ved jeg jo ikke, men det kan jeg godt tænke på. Det er lidt svært.

At have venner

Jeg har mistet mange af mine venner nu. Det er ikke deres skyld. Det er ligeså meget min egen skyld. Jeg har haft nok i mig selv. Jeg er jo også flyttet langt væk. Det var faktisk først, da jeg flyttede, at vennerne begyndte at falde fra. Før da havde jeg masser af familie og venner. Jeg har jo også svært ved at transportere mig selv. Der er jeg lidt ked af, at de ikke kommer her og besøger mig. Det er altid mig, som skal afsted for at besøge dem – og det er ikke let for mig med angsten.

Men nu har jeg jo også nogle gode venner her på Helheden. Det er faktisk ikke fordi, jeg har fået det utroligt meget bedre ved at flytte på Helheden. Jeg er mere stabil, og jeg får min medicin. Jeg kan ikke flytte for mig selv endnu, men jeg føler mig tryg – og har fået nogle gode venner her. Og nogle venner i området. Nogle af dem er flyttet fra Helheden, men vi snakker stadig sammen. Det er faktisk kun en. Jeg har ikke så mange venner, men sådan er det. Men jeg får jo at vide, at jeg har et muntert væsen, så jeg kan med de fleste – så jeg har gode venner her på Helheden. De kommer på besøg her hos mig, og vi får noget kage og sodavand. Og jeg besøger dem. Vi hygger i fællesstuen. Og tager på ferie sammen. Altså, det er jo ikke alle, man kan lige godt med, men de fleste.

Det afgørende sociale

Nu er det begyndt med det her social inklusion. Det satser vi mere på her på Helheden. Der er jeg ikke så engageret endnu, men der kunne jeg møde nogle mennesker i lokalområdet.  Også nogen, som ikke har noget med Helheden at gøre. Men så skal jeg lige i gang med det. Det er ikke altid let. Man skal lige tage tilløb til, før man har overskud til at komme ud.

Nogle gange har jeg det nu virkelig dårligt. Så kan jeg ikke komme ud. Så er jeg nødt til at ligge for mig selv. Og snakke med personalet om det. Men så må jeg jo gøre det. Det er måske heller ikke så unormalt. Vi har alle brug for at være for os selv engang imellem.

Nogle gange går jeg helt i baglås. Jeg kan ikke sove, og det hele går ned af bakke. Men så er der en pille, jeg kan få, som gør, at jeg sover. Men det er kun i nødstilfælde, for det er ikke sundt. Tidligere fik jeg dem hele tiden, men nu har vi trappet det ned, for man bliver helt væk af at tage dem.

Jeg er utroligt glad for at bo på Helheden. Når jeg bor for mig selv, så skal jeg bare høre en lyd, så bliver jeg helt bange. Det er nogle gode mennesker her. Jeg kan rigtig godt med mange af dem. Og personalet er søde. De er der altid, når der er brug for en at snakke med. Jeg føler, at vi er en lille familie. Personalet giver jeg et lille kram engang imellem. Og siger tak til dem. Nogle af personalet, dem som er samme alder som mig selv, kan jeg godt føle, at vi er venner. Det ved jeg jo godt, at vi ikke er. Men det kan jeg godt føle.

Når kommunen betaler

Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg skal bo her. Måske jeg skal bo på bosted resten af mit liv. Men det kan man jo heller ikke sige. Måske ser tingene anderledes ud om to år. Måske om fem år. Hvem ved? Det er lidt flovt at erkende, at man skal bo på et opholdssted resten af sit liv. Det er ikke rart at tænke på. Også fordi, at jeg ved, at det er dyrt for kommunen. Det er jeg flov over. Jeg er flov over, at jeg har brug for hjælp, men det må jeg erkende, at jeg har. Og det er utroligt rart og godt, at det er muligt at få den hjælp i Danmark. Man må bare tage en dag af gangen. Alting kan forandre sig.

I starten arbejdede jeg i kantinen i nogle år. Det var en god måde at lære folk at kende på. Og at komme ud af min skal. Men så kom jeg i gang med at drikke. Det var ikke godt. Man må ikke drikke her, men jeg gjorde det uden for. Men så blev vi enige om, at jeg skulle på antabus, og så stoppede jeg med at drikke. Det har jeg ikke gjort i mange år nu. Det var personalet, der fik det indført. Og kommunen, selvfølgelig. Kommunen kan jo ikke betale for, at jeg render rundt og drikker mig fuld.

Nogle gange kan jeg godt drille min familie med, at jeg går af antabussen. Så bliver de sure, kan du tro. Men det kunne jeg ikke finde på. Jeg kan slet ikke tåle at drikke. Det fandt jeg ud af et par år efter, at jeg startede på antabussen. Der fandt jeg ud af, at jeg fik det meget bedre, når jeg ikke drak. Og nu får jeg også dårlig samvittighed, hvis jeg gør det. Kommunen skal jo ikke betale for, at jeg bare danderer den og drikker mig fuld.

Nedturene

De sidste tre år har jeg faktisk været nede i et dybt, sort hul. Det er svært at komme op af det igen. Jeg skal til at starte med at gå nogle ture. Bare nogle små ture for at komme i gang. Sidste sommer gik jeg nogle ture. Måske en time af gangen. Det var skønt. Men så holdt jeg op efter nogle gange. Jeg prøvede med fitness også, men det holdt heller ikke. Jeg giver det en chance, når personalet opfordrer mig til det. Jeg har ikke selv lyst til at komme med forslag, da jeg ikke vil gå og love guld og grønne skove. Som sagt, er jeg i et dybt, sort hul. Jeg sover og sover. Så drikker man kaffe og laver ikke noget. Selv det at gå i bad kan være svært. I gamle dage gik jeg jo i bad hver dag og tog parfume på. Nu er det bare svært. Det lyder jo som en lille ting og skørt, men det er altså svært.

Men jeg håber, at det kommer igen. Lige pludseligt bliver jeg så træt, at jeg bare sidder på min flade røv. Måske sammen med nogle venner. Og jeg skal også lave mad en gang om ugen, men det er jo små ting. Jeg burde arbejde i køkkenet igen. Så får man et skulderklap og ved, at man er noget værd. Det giver selvtillid, og man ved, at man er noget værd. Man er til gavn. De vil så gerne have mig over i køkkenet igen. Men jeg bliver så træt – selvom jeg bare står og vasker op.

At komme ud

Det kan godt være lidt grænseoverskridende for mig at komme ud. Der var en fest, hvor der også kommer folk udefra. Det var Helhedens jubilæum. Det har jeg ikke lyst til, fordi jeg tænker, at de godt kan finde på at stille spørgsmål. Sådan nogle tåbelige, tarvelige spørgsmål, hvor man ikke føler sig normal bagefter. Det er måske ikke deres skyld, for de ved det jo ikke, men det er ikke rart med de spørgsmål, hvor man føler sig udstillet. Jeg tænker nogle gange, at de godt kan se ned på de mennesker, der bor her på bostedet, men jeg ved det jo ikke. Jeg vil jo gerne med til banko, rundbold og Vadehavsdagen for eksempel, men hvad så, hvis de stiller alle de spørgsmål?

Jeg synes jo faktisk, det er et godt initiativ med det rundbold, som folk bare kan komme til. Så kan folk lære noget om os. At vi er gode nok. Og vi kan lære hinanden at kende. Og der sidder jo også en masse mennesker rundt omkring og føler sig alene. Det behøver de jo ikke, hvis de kommer til rundbold. Eller bålaften. Så det kan vi gøre for dem. Men jeg skal lige finde kræfterne til at komme afsted.

Men det gør jeg faktisk også her på Helheden. Der er lige flyttet en ny beboer ind. Ham har jeg besøgt allerede tre gange, og det kunne jeg mærke, det kunne han godt lide sådan at få besøg. Og det er godt at komme ud af denne her hule, som man bor i. Men man skal jo også ligesom finde ud af, hvad man kan holde til. Tage afsted nogle timer, og så trække sig tilbage, når man ikke kan holde til mere. Det gjorde jeg til jul, hvor jeg tog hjem kl. otte. Det skammede jeg mig faktisk lidt over, fordi alle de andre blev jo. Og så skulle jeg afsted. Måske familien kan tro, at der er noget galt med dem, fordi jeg tager afsted. Det er da også noget pjat, at man ikke kan holde til at sidde der. Men det kan jeg ikke.

Familien og vennerne

Familien har støttet mig enormt meget. Specielt mine forældre, min søster og min bror og hans kone. De er der for mig. Det var også dem, der prøvede at få mig til at gå til psykolog og andet. Det skulle jeg have lyttet til, men jeg gjorde det ikke. Det har været den stolthed, den har jeg altid haft. Jeg vil klare mig selv. Men familien, de kunne ikke have gjort det anderledes, de gjorde alt, de kunne.

Nogle af vennerne faldt fra, da jeg fandt ud af, at jeg var psykisk syg. Jeg havde mange venner og bekendte, før jeg flyttede herned. De er faldet fra nu. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg flyttede så langt væk for at bo her. Det ved jeg ikke, det kan da godt være.

Jeg fortalte vennerne om mine diagnoser, da jeg fik dem. De vidste, hvad jeg gik og bøvlede med. Men de faldt ikke fra. Jo, det var måske én, som ikke kunne forholde sig til det. Og så var der jo også det med de kærester, jeg havde. Jeg havde det ikke godt, og der var de jo tæt på. Dem sagde jeg nogle grimme ting til. Det kunne de ikke holde til. Det kan jeg godt forstå. Det skal de ikke finde sig i.

Og jeg kunne også komme gevaldigt op og skændes med mine arbejdskolleger. Jamen, da jeg havde det værst, kunne jeg godt finde på slet ikke at sige godmorgen til dem. Og det gør man jo. Den der almindelige måde at fungere på, det var svært. Jeg var meget frustreret og vidste ikke, hvad der foregik oppe i mit hoved. Nu jeg sådan tænker over det, så var jeg faktisk ikke særlig rar på det tidspunkt. Over for nogen.

Ham min ven, der faldt fra, det var engang, da jeg var bange for, at jeg havde kræft i en af mine testikler. Det gjorde ondt i en af dem. Og det gik jeg jo og snakkede med ham om. Det har man jo brug for at snakke med sin bedste ven om. Men han synes det var mærkeligt, at jeg snakkede om det. Han gled ud. Han kunne ikke acceptere det. Han så ned på mig. Det sker jo nogen gange.

Det romantiske

Men generelt har jeg nok mistet de fleste af de venner, som jeg havde dengang, fordi jeg har så svært ved at besøge dem. Men det er jo måske også meget normalt, at man glider fra hinanden, når livet tager os i forskellige retninger. Jeg tror nu, at jeg ville være venner med dem i dag, hvis ikke jeg havde haft min psykiske sårbarhed. Og de kærester jeg havde – specielt den sidste, hende havde jeg været gift med i dag og havde fået børn med hende, hvis jeg havde været rask.

Det er en drøm, som jeg har givet op over for. At blive gift og at få børn. Jeg vil da gerne have en kæreste, men jeg ved jo, at jeg ikke kan give hende så meget, når jeg har det dårligt. Så er det ikke sikkert, at hun kan forstå, at jeg har brug for at være alene. Vi vil ikke kunne bo sammen. Hun vil ikke kunne acceptere det. Og jeg vil ikke kunne acceptere det om mig selv. Så jeg drømmer ikke rigtig om det der romantiske længere, det gør jeg ikke.

Jo, jeg ville da måske gerne have en at flirte med. Det vil jeg gerne. Men det ligger så langt fra mig på det sidste, at det går ikke. Det er måske en fire-fem år siden, at jeg har overvejet det sådan alvorligt. Jeg var faktisk på en del datingsider dengang. Men jeg vil jo gerne være ærlig, og der bliver set ned på en, når der er noget galt med psyken. Da jeg lige flyttede hertil, var jeg faktisk på en del dates. Men det drømmer jeg ikke om længere – det ligger for fjernt fra mig.

Måske, hvis det opstår som kærlighed ved første blik. Det kan man jo aldrig sige, men umiddelbart vil jeg ikke have en kæreste. Det kan jeg ikke overskue.