My voksede op med en kraftig følelse af skam. Følelsen var en reaktion på utrygheden ved farens alkoholmisbrug og voldsomme udbrud. Udbruddene og utrygheden eskalerede efter forældrenes skilsmisse i Mys nye liv sammen med faren – indtil moren fik tilkæmpet sig forældremyndigheden.

I starten snakkede My med veninderne om, hvordan de skulle klare sig, da flere af deres forældre var blevet skilt, ligesom Mys. De lærte at selvskade dæmpede utrygheden og snakkede med hinanden om, hvordan de skulle gøre det. Efter et stykke tid blev de voksne opmærksomme på Mys problemer, og hun fik mulighed for at starte i børnepsykiatrien.

Her fik hun diagnoserne depression, spiseforstyrrelse og borderline. Efter nogle år fik My mulighed for at flytte til Helheden, hvor hun kunne få afstand til problemerne, være mere selvstændig, finde venner med lignende problematikker og et lyttende personale. Her kunne My snakke med om alt det svære uden at føle, at hun lå nogen til last.

Her fortæller My, hvordan hun i teenageårene udviklede sig og håndterede skammen – og hvordan hun efterhånden blev selvstændig nok til at tage sin uddannelse og få arbejde.

Diagnoserne

Depression: Depression er vedvarende nedtrykthed, nedsat lyst og interesse, nedsat energi og større træthed end normalt. Det, som tidligere gav glæde, bliver ligegyldigt og tomt. Man har svært ved at føle glæde, om det er ved personlige relationer eller aktiviteter. Depressioner kommer i forskellige sværhedsgrader, og varer det over flere år, kaldes det dystymi.

Spiseforstyrrelse: spiseforstyrrelser rammer ofte unge mennesker og kan være en reaktion på stressede og utrygge omgivelser. Det rammer både drenge og piger og er ofte ledsaget af skam og skyld. Der er forskellige former for spiseforstyrrelser, som anoreksi, hvor man ikke spiser, bulimi, hvor man spiser meget og så kaster op eller i Mys tilfælde tager afføringsmidler – men det kan også give sig til udtryk ved overspisning, hvor man indtager store mængder af føde.

Borderline: lever man med borderline, har man ofte en tendens til at handle impulsivt med et ustabilt humør og til tider vrede, som kan rettes mod andre eller indad mod en selv.  De voldsomme reaktioner er ude af proportioner med årsagen og kommer ofte til udtryk, når personen føler sig forladt eller svigtet.

Borderline er karakteriseret ved, at personen har en usikker selvopfattelse og bliver usikker på sine egne mål og præferencer, hvilket gør vedkommende sårbar over for kritik. Patienter med borderline har ofte intense og ustabile forhold til andre, ligesom patienterne tit lider af en tomhedsfølelse. De kan yde overdrevne bestræbelser på at undgå at være alene og kan have et stort behov for kontakt. Personer med borderline har desuden en tendens til at være selvdestruktive, som for eksempel med selvskade.

Veje ud i samfundet

Dette er den anden artikel i en række med titlen Veje ud i Samfundet, hvor tidligere beboere fra Helheden fortæller om, hvordan de har arbejdet med deres psykiske sårbarheder. Det, håber vi, kan hjælpe andre, som står over for et lignende livsforløb. Vi bruger ikke beboernes rigtige navne i disse interviews, ligesom vi har ændret aldre, årstal, begivenheder og stednavne for at sikre anonymitet.

My og diagnoserne

Min nuværende diagnose, som jeg fik for ti år siden, mens jeg boede på Helheden, hedder emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderlinetype. Da jeg først flyttede på Helheden, havde jeg en kombination af depression og belastningsreaktion - og noget uspecificeret spiseforstyrrelse. Efter jeg flyttede fra Helheden blev min spiseforstyrrelse ændret til bulimi.

Men jeg gik i virkeligheden ikke selv særligt meget op i, hvilken diagnose jeg havde. Hvis jeg blev udsat for noget pres, så reagerede jeg med depression og selvskade og alt muligt. Men det var ikke noget, som jeg lagde særlig stor vægt på på Helheden. Mit liv var ekstremt fyldt med selvskadende adfærd. Virkelig, virkelig meget. Jeg skar i mig selv.

Den (knapt så) almindelige familie

Mine forældre blev skilt, da jeg var lige knapt tolv. Min barndom så egentligt helt almindelig ud. Mor, far og to børn. Mig og min lillebror. Men der var en masse ting i barndommen, som førte til, at mine forældre blev skilt. Min far var dybt alkoholiseret, og min mor forsøgte at dække over det hele min barndom. Ikke altid med lige stor succes. Hun snakkede ikke med nogen om det. Det endte med, at hun efter et af hans utallige selvmordsforsøg og indlæggelser i psykiatrien besluttede, at nu ville hun ikke mere.

Jeg kunne godt fornemme, at det ville ske. Det kom ikke som en overraskelse. Jeg havde lagt mærke til, at de ikke længere kyssede om morgenen. Jeg kan huske, at jeg sagde til min lillebror, at mor og far nok snart blev skilt. Han reagerede ved at råbe neeej. Han ville nok ikke erkende det.

Det var lige før, jeg skulle starte på et nyt klassetrin, at de sagde, at de skulle skilles. Jeg var på en måde afklaret, men jeg havde nok ikke gennemskuet hvilke forandringer, det ville medbringe.

Jeg syntes, at det var lidt spændende, at jeg skulle prøve at flytte. Det havde jeg aldrig prøvet før. Efter skilsmissen blev det mere synligt, at der var noget galt, når vi var hos min far. Han var fuld de fleste aftener.

Før de blev skilt havde min mor været god til at samle flasker sammen, inden hun tog på arbejde tidligt om morgenen. Jeg vidste godt, at min far kunne lide at drikke øl, specielt når han var alene. Før skilsmissen, når jeg skulle på toilet om natten og skulle forbi stuen, kunne jeg se, at han lå og sov på sofaen med en masse flasker på sofabordet. Om morgenen, var det bare væk. Det var jo bare sådan, det var.

Han har altid råbt meget af en. Jeg har altid været utryg, når folk har råbt af mig, og det kommer måske derfra. Han blev fuld og begyndte at råbe. Jeg hader skænderier. Jeg vil helst undgå konflikter. Det blev mere tydeligt efter skilsmissen. Han råbte også tidligere, men min mor var ligesom lidt en buffer. Nu var hun der ikke mere.

Mellem lejligheder

Vi boede syv dage hos ham og så syv dage hos min mor. Så vi flyttede mellem lejligheder. Det var en større by, så vi så sjældent min mor, når vi var hos min far - og jeg kunne ikke bare tage hjem til min mor. Han var meget streng omkring, at det var hans uge, og så var vi hans.  Min lillebror gik til fodbold, som lå tættere på min mor, så de dage overnattede han hos hende. Det var jeg misundelig over.

Det var mere trygt hos min mor. Der ville jeg helst være. Hos min far var alting meget usikkert. Man vidste ikke, hvornår man blev skældt ud. Det var små ting, som at man ikke havde skyllet en tallerken af. Eller at man ikke havde sagt godnat, inden man var gået i seng om aftenen. Og det havde man jo, men han havde ikke hørt det, fordi han var fuld og lå og snorksov på sofaen.

Han er årsagen til, at jeg er så fuld af skam i dag. Det har jeg svært ved at slippe af med. I den behandling, jeg har haft også efter Helheden, har jeg måtte konstatere, at den primære følelse, jeg har og har haft er skam. Det er ofte uberettiget. En skam over ikke at gøre tingene godt nok. At føle sig forkert. At være forkert. Ikke at passe ind. Ikke gøre som andre gerne vil have. En skam over ikke at kunne gøre folk glade hele tiden. Og det rettede jeg mod mig selv. Når jeg følte den skam, så skar jeg i mig selv.

At lære at skære i sig selv

Jeg begyndte at skære i mig selv et års tid efter mine forældre blev skilt. Jeg følte også den skam dengang, men jeg var nok ikke klar over, hvad der foregik inden i mig. Jeg kunne mærke klumpen i halsen og sådan en ubehagelig varme, som breder sig. Og det var der, jeg begyndte at skære mig. I perioder holdt jeg også op med at spise noget. Det var nok en måde at straffe mig selv på.

Jeg havde en veninde, hvis forældre også var blevet skilt. Vi indgik en pagt inde på skolen. Vi gik i samme klasse. Vi skulle tabe os. Vi var begge to tynde som siv, så der var ikke noget at tabe. Vi talte om, at det var svært at vores forældre skulle skilles. Men den dybere samtale om, hvorfor vi følte, som vi gjorde, den havde vi ikke - vi ville fikse det ved at blive tyndere.

Hun skar sig også. Det var noget, som vi snakkede om. Det kom fra mig. Jeg snakkede på et tidspunkt med en i et chatroom – altså et sted på internettet, hvor man kan snakke sammen. Der var en ung pige på min alder, som fortalte, at hun havde en hemmelighed. At hun skar sig. Hun havde det rigtigt skidt. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var synd for hende. Men så tænkte jeg også, at hun gjorde det for at få det bedre - og måske kunne det også hjælpe mig. Og så begyndte jeg at skære mig.

Kort tid efter fandt nogle af mine veninder ud af det. De begyndte også at skære sig. Man kan sige, at det på en måde var meget smitsomt. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg fortsatte med det, for det var jo ikke behageligt. Men det gav mig en lykkerus. Jeg slappede fuldstændig af i kroppen. Alle muskler slappede af. Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom at tage stoffer. Jeg kender nu ikke noget til stoffer, men en komplet rus, en komplet afslapning. Alle tanker forsvandt bare.  Nogle gange forsvandt de i længere tid, måske et døgn, andre gange kortere. Og så var man nødt til at gøre det igen og igen og igen.

Fællesskabet omkring selvskaden

Vi havde et fællesskab omkring vores selvskade i folkeskolen. Vi var fire piger, som var rigtig tætte. Vi gik i samme klasse. Tre af os havde selvskadende adfærd. En af veninderne viste, at hun havde skåret sig ret dybt i benet. Det blev jeg fascineret af og jeg gjorde det selv cirka samme sted en uge senere. Det var ikke noget, som vi gjorde sammen, men vi kunne godt vise det til hinanden efterfølgende. Vi snakkede om, hvad vi brugte til at skære med. Hvad fungerede bedst. Jeg tænkte ikke på, hvor skadeligt det egentligt var. Vi snakkede bare om, hvad, vi mente, hjalp os.

Senere har jeg snakket med en af mine veninder fra dengang, om hvor sindssygt det var, det vi gjorde. Vores forældre snakkede også en del sammen dengang. Det var nok en af grundene til, at de fandt så hurtigt ud af det. På den måde var det jo godt, at jeg havde de veninder, for så kunne vi jo få hjælp. Ellers havde vi måske sejlet i vores egen sø, indtil det var gået rigtig, rigtig galt.

Skammen og selvskaden

Der var ikke en enkelt ting, som gjorde, at jeg skar mig. Det var ligesom, når der var et eller andet, som jeg ikke kunne håndtere. Det er måske også det, som gør det svært at komme ud af - at man ikke kan finde en enkelt grund til det.

Men der var nok en enkelt følelse bag meget af selvskaden. Skamfølelsen. Det var en tro følgesvend, som kunne dæmpes en smule ved at skære i sig selv. Jeg kan huske, at jeg engang havde været i bad hos min far og trådte ud på en bademåtte. Jeg havde fået min menstruation, hvilket jeg ikke lige var klar over - jeg var ung. Så jeg kom til at bløde på tæppet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var pinligt. Så jeg krøllede det sammen og smed det til vask.

Næste dag kommer min far ind på mit værelse med måtten og holder den foran mig og spørger i en hård tone: "Hvorfor har du blødt på det her? Du skal lægge det i blød. Nu kan vi aldrig få det af." Jeg blev så fyldt med skam over, at jeg ikke kunne finde ud af at gøre noget rigtigt. Jeg var ikke rigtig. Jeg gjorde alting forkert. Det eskalerede ofte inde i mit hoved. Det blev til alt eller intet. Jeg kunne slet ikke finde ud af noget som helst. Det var blandt andet sådan noget, der kunne få mig til at skære i mig selv.

Jeg husker ikke, at jeg følte skam hele tiden, men der skulle ikke så meget til før den opstod. Skammen fyldte ekstremt meget. Så det er svært at huske alt det gode fra dengang.

Mor og skammen

Hos min mor var det andre ting, som gjorde, at jeg skar mig. Mine forældre delte ikke forældremyndigheden. Min far havde myndigheden over mig, og min mor over min bror. Min far havde været skilt før og havde to døtre fra det ægteskab, så han mente, at han vidste bedst. Min mor var deprimeret, så hun kunne ikke overskue at skulle kæmpe mod ham.

I praksis delte vi tiden lige hos mine forældre. Følelsesmæssigt betød det meget for mig, da jeg fandt ud af, at min far havde forældremyndigheden over mig. Jeg følte mig fravalgt. Jeg følte nok noget vrede mod min mor. Men i min verden var vrede forbudt, så jeg omdannede det til skam.

Min mor fik forældremyndigheden på et tidspunkt, og vi var mindre hos min far. Og jeg skar mig stadig. På det tidspunkt var jeg nok så dybt i min selvskade, at jeg havde svært ved at slippe det. Så selvom jeg var hos min mor, og miljøet var bedre, så havde jeg fået det kronisk skidt. Der skulle ikke længere så meget til, før jeg skar mig.

Jeg kan huske, at jeg var til en fødselsdag på et tidspunkt. Der var mange mennesker. Vi havde nok været tyve. Jeg følte mig presset over at være der. Jeg havde det ikke godt. Så jeg tog tidligere hjem. På det tidspunkt var min mor begyndt at gemme knive og alt, der var skarpt. Så jeg smadrede et glas og skar mig med glasskårene. Dengang var min mor godt klar over, at den var gal - og jeg var startet i psykiatrien.

Min far mente ikke, at jeg skulle ind i psykiatrien. Jeg havde nok fået hjælp hurtigere, hvis han ikke havde bremset det. Han havde selv haft mange dårlige oplevelser med psykiatrien, og han ville ikke have, at jeg skulle det samme igennem.

Omverdenen opdager det

Min mor opdagede ret hurtigt efter, at jeg skadede mig selv, og at der var noget galt. Jeg begyndte at gå til privatpsykolog. Jeg brød mig ikke om hende. Men hun hjalp min mor med at få forældremyndigheden. Da jeg stoppede hos psykologen efter min mor fik forældremyndigheden, kom jeg ind i børne- og ungdomspsykiatriens spiseforstyrrelsesafsnit. Jeg både skar mig og sultende mig selv i perioder.

På det tidspunkt var jeg også helt bevidst om, at min far drak. Men det var bare sådan, det var. En dag brød jeg ud i gråd på skolen og fortalte en lærer, at min fra var alkoholiker. Jeg ved ikke, om der skete noget på grund af det, men jeg kom på et tidspunkt til at bo hos min mor. Det gav noget tryghed, men samtidig havde jeg mest lyst til at sige, at jeg var ødelagt af tidligere oplevelser. Det at skære i mig selv for at håndtere mine følelser, var blevet så stor en del af mig, at jeg simpelthen ikke kunne stoppe.

Jeg kan huske lidt af det, min mor sagde, da hun først ville snakke med mig om, at jeg skar i mig selv. Jeg sad på mit værelse, og hun kom op til mig og satte sig på min seng. Hun sagde, at hun vidste, at jeg havde det svært.  Hun forklarede, at hun gerne ville hjælpe mig, og at hun elskede mig. Det havde jeg aldrig hørt før. Jeg var ikke i tvivl om, at hun elskede mig, men jeg havde aldrig hørt hende sige det højt.

Det gav faktisk noget mere skam, at hun vidste det. Det gjorde jo hende ked af det. Men jeg var så dybt i mit eget sorte hul, at jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle holde op. Og det var derefter, at jeg startede hos den psykolog, som hjalp min mor med at få forældremyndigheden over mig.

Usikkerheden

Det skal også siges, at jeg gennem min barndom og ungdom oplevede mange dødsfald, som ikke skyldes alderdom, ulykker eller sygdom. Det tror jeg skabte en usikkerhed inden i mig, om folk forlader mig. Min mor havde en kæreste, som døde i en cykelulykke. Det kom ud af det blå. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det er min skyld - selvom jeg ikke kunne have gjort noget. Jeg var ikke med på cykelturen. Min farmor og farfar døde efter en bilulykke og min ene storesøsters mand døde af blodforgiftning.

Samtidig var der perioder, før mine forældre blev skilt, hvor min far forsøgte at tage sit eget liv. Det tror jeg var med til at skabe den her usikkerhed hos mig, som på en eller anden måde har udløst nærmest kronisk skyld-  og skamfølelse. Mine tanker handlede særligt om, at jeg skulle have gjort noget anderledes, for så havde tingene endt anderledes.

Efterskolen

Jeg har meget svært ved at huske den tid, hvor jeg kom i børnepsykiatrien. Det er ikke tydeligt overhovedet. Jeg skar mig, men spiseforstyrrelsen var ikke så slem. Så jeg ville gerne på efterskole. Jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig til ikke at skære mig. At komme lidt væk hjemmefra. Så jeg startede på en efterskole, hvor min terapeut fra børnepsykiatrien kom på besøg. Vi gik en lang tur en gang om ugen og snakkede om, hvordan det hele gik. 

På efterskolen havde jeg ikke venner, som jeg på samme måde kunne snakke med om selvskaden. Det forhindrede mig dog ikke i at fortsætte. Folk vidste godt, at jeg skar mig. De kunne jo se, at jeg havde ar på armene og med jævne mellemrum også sår. Der var en enkelt pige som også gjorde det. Jeg kan huske, at hun sagde til mig, at jeg gjorde det så flot. Hendes var mere på kryds og tværs, mens mine var mere lige.

Det gjorde, at det var lidt okay. Generelt var det fedt at være på skolen, at være sammen med alle de andre på skolen, selvom min selvskade fyldte meget. Jeg ville gerne stoppe, for jeg vidste jo godt, at det ikke var normalt. Men det var ligesom det eneste, jeg følte, at jeg kunne gøre, når jeg havde det skidt, eller jeg oplevede noget, som jeg følte, jeg ikke kunne håndtere.

Jeg havde en kæreste på efterskolen, som slog op med mig dagen efter, vi havde haft sex. Det var dråben, som fik bægeret til at flyde over, og jeg skar mig rigtig slemt.

Jeg nåede kun at være på efterskolen i halvanden måned, før de opdagede, hvor selvskadende, jeg var - og at jeg ikke kunne stoppe. Så sendte de mig hjem på en tænker, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg ville. Min mor tog orlov for at sikre, at jeg var okay og ikke var alene. Da jeg kom tilbage på efterskolen, var jeg sikker på, at jeg ikke ville gøre det mere. Men jeg kunne selvfølgelig ikke stoppe og var dybt afhængig af den forløsning jeg oplevede, når jeg skar mig. Det betød jo desværre, at jeg kunne ikke blive på skolen. Det var et kæmpe nederlag.

Psykiatriens trygge rammer

Da jeg stoppede på efterskolen, flyttede jeg permanent ind hos min mor. Hun havde stadig orlov fra sit arbejde. Kort efter jeg var stoppet på efterskolen og skulle til samtale på børnepsykiatrisk, havde jeg en følelse af, at der var nogen, der holdt øje med mig. Det havde jeg ikke haft før og heller ikke siden. Det var ligesom om nogen holdt øje med mig eller fulgte efter mig, hvilket var meget ubehageligt. Jeg fortalte min psykolog det, og så blev der bare sat et eller andet apparat i gang. Jeg blev indlagt i en uges tid, så de kunne observere mig.

Jeg havde det godt med at være indlagt. Jeg livede op og var egentlig glad. Det var nok derfor, at jeg ikke var der mere end en uge. Der var trygge rammer, og de andre var i samme båd som mig. Det gav noget tryghed. Alle havde det skidt, så det var ikke en hemmelighed. Nu var vi et sted, hvor folk, der havde det skidt, kom hen og fik det bedre. Og det gav noget ro, tror jeg. Det havde jeg behov for.

Efter en uges tid besluttede man, at jeg skulle være dagpatient, indtil det ikke var nødvendigt længere. Så jeg gik i skole på psykiatrisk. Det var ikke fordi, jeg altid havde det fantastisk der. Jeg tog på et tidspunkt en masse piller og undlod at sige det til nogen før en uge senere. Det var ikke et decideret selvmordsforsøg, men mere en opgivende følelse.

Imens jeg var der, snakkede min mor med kommunen om, hvad hun skulle gøre. Hun var jo ved at blive fyret, fordi hun havde taget så meget orlov for at tage sig af mig. Og det duede jo ikke. Hun sad i et hus og havde et ansvar. Hun fik så kontakt til en socialrådgiver, som var ekstremt hjælpsom. Han hed Tom og var rødhåret. Det er det eneste, jeg kan huske om ham - ud over at han var så flink. Han skaffede på en måned en plads på Helheden. Det var altså helt exceptionelt, at man fandt en plads så hurtigt. Og han var ikke engang i en afdeling, hvor han skulle finde en plads. Så han gjorde en ekstraordinær indsats.

Hvad jeg havde gjort anderledes

Det letteste havde været, hvis jeg var gået til mine forældre. Men det var slet ikke muligt. Det var lettere at snakke med mine veninder. Vi var fire, hvor tre havde oplevet at forældrene var blevet skilt. Vi stod alle sammen i en situation, hvor vi var ekstremt belastede og vi kunne i virkeligheden ikke tage vare på hinandens følelser.

Vi havde ikke evnerne til det. Men det var jo også i orden. Vi var jo kun lige blevet teenagere. Men vi var fælles om ikke at have det godt, og vi gjorde vores bedste for at hjælpe hinanden. Jeg har svært ved at se, hvem jeg ellers skulle have snakket med. Vi havde en folkeskolelærer, som ikke rigtig så os, og hvordan vi havde det. Så det var ikke rigtig en mulighed.

Der var faktisk en enkelt lærer i syvende klasse. Der fik vi valgfag, og vi fik oprettet lidt en psykologitime. Vi snakkede ikke så meget teoretisk psykologi, men om hvordan vi havde det. Hende kunne jeg godt være gået til. Men på det tidspunkt skar jeg mig allerede og havde en spiseforstyrrelse.

Selvom jeg søgte på nettet om, hvordan jeg havde det, stødte jeg ikke ind i de tilbud, hvor man kan ringe ind og få hjælp. Jeg var i en samtalegruppe, men det var først, da de voksne havde fundet ud af det.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var ikke rigtig synligt i min verden. Der har helt sikkert været plakater på skolen med information og telefonnumre, men det så jeg slet ikke.

Det handler nok også om, hvordan man som barn formulerer sig. Der var en i klassen, som kom på børnehjem, fordi han blev slået derhjemme. Jeg kom jo fra en familie, hvor min far drak, og det var der ikke nogen, som kunne se. Min mor skjulte det jo og fortalte det ikke til nogen. Måske hendes veninder vidste det, men ingen sagde noget.

Man lærer også på den måde hjemmefra, at det ikke er noget, man snakker om. Og hvis man ikke kan se sig selv i det, som bliver tilbudt, så er det svært. Nogle steder formulerede det med "hvis mor og far drikker meget, så søg hjælp." Men hvad er meget? Det tror jeg ikke jeg var klar over. Flaskerne var jo væk, og far lå bare og sov på sofaen. Så formidlingen målrettet mig var der nok ikke dengang - eller også ramte den bare slet ikke mig.

Jeg har ikke rigtig set mig selv som en, der havde behov for hjælp udefra i forhold til de oplevelser og det miljø, jeg voksede op i. Det var jo normalt for mig. Jeg blev jo ikke slået. Jeg var ikke udsat for overgreb. Det var ligesom små ting, og de var inde i mig. Så jeg har nok ikke koblet det til noget uden for mig. På den måde blev selvskaden til problemet, selvom det i virkeligheden er et symptom på et andet problem. Det er nok ikke, fordi folk tænker, at selvskaden er problemet. De kan jo godt se, at der er en eller anden grund til det. Det var bare det, som var så tydeligt.

Helheden med plads til mål og drømme

Så kom jeg på Helheden. Jeg skulle lære en masse nye mennesker at kende – og jeg havde det i virkeligheden ikke særligt godt. Den første måned havde jeg helt vildt meget hjemve og sad og græd inde på mit værelse. Vendepunktet blev nok, at der var to andre piger kom ind og spurgte, om jeg ville være med til at spille et spil.  Om de kom ind på eget initiativ eller blev bedt om det af personalet, husker jeg ikke. Men det havde enorm betydning for mig.

Og så var det lettere at åbne op. En af dem blev jeg virkelig gode venner med. Der var en tryghed på Helheden. Der var de faste rutiner. Jeg syntes, at det gik for langsomt med at få det bedre og efter et halvt år på Helheden ville jeg i gang med skolen. Jeg skulle have niende og tiende gjort færdigt. Jeg var ret stædig. Jeg ville noget med mit liv.

Jeg tror ikke, at personalet forventede, at jeg skulle i gang med noget så hurtigt. Men de stolede også på, at jeg selv kunne mærke efter, hvad jeg ville og havde brug for. Det betød meget for mig, at jeg havde indflydelse på min egen helbredelse. Der var plads til, at jeg havde det skidt. De var skolede i, hvordan man fremelskede nogle kompetencer.

De var meget professionelle, og det betød noget, at der var så mange muligheder. Der var ikke kun fokus på, at jeg skar mig. De gik ind på mange områder og spurgte ind til, hvad jeg gerne ville. Hvilke mål jeg havde. Samtidig kunne man sagtens snakke om, hvor skidt man havde det. Men der var stor fokus på at komme videre, så man ikke sad fast.

Der var jo også voksenafdelingen, og mange af dem dér sad jo lidt fast. Det var i hvert fald min oplevelse fra ungeafdelingen. Ungeafdelingen var relativt ny, da jeg ankom, og der var en stemning af, at det her sted bare var et trinbræt til næste stadie i dit liv. Der var plads til at have mål og drømme.

Det personlige forhold

Der var masser af motivation. Den kom både fra beboerne og personalet. Der kom også nogle folk udefra og underviste os. De gav os virkelig et boost. Jeg oplevede også, at man altid var velkommen hos ledelsen. Det betød også meget. Man lærte noget om, hvorfor Ann gerne ville lave Helheden.  Der var ikke en ”os-og-dem” mentalitet mellem beboerne og ledelsen. Det var menneskeligt og personligt hele vejen igennem.

Når der var julefest, så deltog alle. Alle kom med. Beboerne og deres familie. Personalet og deres familier. Alle kom. Engang imellem kom man lige med personalet hjem. Hvis man lige manglede noget, så kunne man køre forbi og hente det. Og så så man, hvordan de boede. Det gav et mere personligt forhold. Jeg oplevede ikke, at det bare var nogen, som skulle passe på os. Man fik et personligt forhold til folk - både ledelse og personale.

De så vores menneskelighed - og noget andet end bare vores sygdom og det, at vi havde det skidt eller var udsatte. Vi var ikke en pengemaskine, og det betød ret meget.

Mit andet hjem

Til forskel fra mig nåede en af de veninder, jeg havde gået i folkeskole med at bo på fire forskellige opholdssteder. De var allesammen kommunale. Ikke at alle kommunale steder er dårlige, jeg kender dem jo ikke. Men der, hvor min veninde var, var der meget mobning fra de andre beboere, og endda fra personalet. Hun var placeret fuldstændig forkerte steder. Nogle af stederne var de andre beboere ekstremt udad reagerende - og det var hun ikke. Eller et sted, hvor hun var flere år ældre end alle de andre.

Det er vigtigt, at man er et sted, hvor man passer ind. Jeg var sammen med unge på min egen alder. Diagnoserne var forskellige, men der var også noget sammenligneligt. Når hun snakkede om, hvordan hun havde det, så var det slet ikke sådan hos mig. Jeg ved ikke, om jeg glamouriserer Helheden, men jeg føler mig privilegeret over at have fået den mulighed at bo på Helheden. Og det kan gøre mig ked af det, at tænke på, at der er andre, som ikke bliver hjulpet så meget, som jeg er blevet hjulpet.

Helheden var mit hjem. Mit andet hjem. Der kunne jeg være ked af det, når jeg havde brug for det. Jeg kunne være sammen med ligesindede og samtidig føle, at det var veninder og venner. Vi var i samme båd.

Jeg var jo godt klar over, at vi ikke var som alle andre. Særligt da vi begyndte på VUC. Vi tog sammen afsted nogle stykker og havde vores egen gruppe. Men så skulle man forklare andre, hvorfor man gik på VUC. Den der snak om, hvor man bor, gjorde det åbenlyst, at man var anderledes end de andre.

Der kom jo også en underviser ud på Helheden og underviste os, og så kunne vi få lov til at gå op til en eksamen. Det var virkeligt privilegeret. Jeg havde tysk på VUC, men havde ikke været til en eneste tysktime derinde, fordi jeg sad sammen med lærerne på Helheden og lærte det hele der. Og så gik jeg op til eksamen og fik 10, selvom lærerne ikke kendte mig. Det fungerede bare godt.

Personalet og motivationen

De fleste fra personalet fortalte os personlige historier, og det gjorde det nemmere for os også at gøre, hvad de havde gjort. Nogle fra personalet var jo mere omfavnende end andre. De var jo alle professionelle og dygtige, men man havde sine favoritter. Åh, så er det Tove, som kommer på arbejde i dag. Der var ligesom altid tid til en. Ikke altid, men der var for det meste tid. Der blev taget tid til os. Det var ikke en kaffeklub for personalet, hvor de bare sad og drak kaffe sammen. Vi var fælles om stort set alt.

Og vi havde ret meget indflydelse på stedet, hvor vi boede. Vi fik indført, at vi fik Jyllands-Posten. Det var måske nogle små ting, men det betød meget for os. Jeg følte ikke, at der blev taget noget fra mig. Folk var lyttende, og det var motiverende. Det var ikke bare snak. Der blev gjort noget. Vi fik lavet en aftale om at komme op i træningscentret i St. Darum. Flere af os havde jo en udfordring med vægten med det medicin, vi fik. Men var der et ønske, så blev det taget alvorligt. Og det var meget motiverende, at der var nogen, som lyttede til én og gjorde noget for, at man fik det bedre.

Jeg sad et års tid efter jeg var kommet til Helheden og snakkede med en fra personalet. Jeg sad og tudede og sagde: "jeg vil havde det bedre. Jeg vil have det bedre. Jeg vil have det bedre." Jeg var simpelthen så stædig. Det har nok også noget med min stædighed at gøre, at jeg er kommet dertil, hvor jeg er nu. Jeg VILLE simpelthen ikke have det skidt. Jeg ville ikke tabes på jorden. Jeg ville have en uddannelse. Jeg havde mål i livet.

Bofællerne og motivationen

Vi motiverede også hinanden mellem beboerne. Når nogen ikke havde det godt, var vi gode til at rose hinanden. Vi kunne absolut også være skrappe ved hinanden. Men vi var generelt gode for hinanden. Eksempelvis snakkede hende min gode veninde på Helheden og jeg, om at cykle ind til Bramming. Syv kilometer hver vej. Jeg var tidligere vant til at cykle, men jeg havde taget meget på og var ikke så vant til det længere. Det blev et stort mål for os. Og vi fik det fanme gjort. Det blev ikke bare ved snakken. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det. Men vi havde det her fælles mål, og det gjorde det lettere.

Jeg kunne også se, at når de andre fik det bedre, så fik de en udslusningslejlighed. Og det var sådan, åårh! Wow! De får deres eget køkken. Deres eget badeværelse. De har mere styr på tingene selv og sådan noget. Og det blev også et mål for mig. Jeg skulle også videre. Jeg skulle også i egen bolig og på sigt tage en treårig HF. Det fyldte ret meget.

Måske det også var motiverende at se, hvor langt ude nogle af de andre var - og at jeg ikke selv ville ende der. For mig var det aldrig et mål for eksempel at blive indlagt. Jeg kan huske, at der var en af de andre beboere, som løb jublende rundt i hele huset, fordi hun havde fået tildelt førtidspension. Så skulle hun ikke tænke på økonomien mere. Det var svært at være i, fordi jeg følte, at man så bare var sat på stand by. Så var man parkeret. Det kunne jeg slet ikke sætte mig ind i.  Jeg følte (og føler) selv, at man skal bidrage til samfundet - og jeg ville gerne give tilbage.

Voksenafdelingen havde også en afskrækkende effekt, fordi jeg oplevede, at mange var gået i stå der. De var meget syge. De var ligesom på et andet niveau, end vi var på ungeafdelingen. Men det at se, hvor man ikke vil ende, det havde en effekt. Altså, det var jo ikke en bevidst skræmmekampagne overhovedet, men der ville man ikke ende og parkeres.

Jeg er ikke borderliner

Der var nogen som sagde, at de for eksempel var borderliner. Det ville jeg aldrig sige. Jeg ville sige, at jeg har borderline. Og nu oplever jeg så, at jeg ikke har borderline mere. Altså, jeg har en diagnose, jeg er den ikke. Hvis man sammenligner det med fysiske skader, så er jeg ikke en, som har et brækket ben resten af mit liv. Jeg oplever det som et problem i psykiatrien generelt, at man "bliver" sin diagnose. Det er et internationalt problem, at man så ikke kan få det fjernet i sine papirer. Man er stemplet resten af sit liv. Og så fastholder man folk i noget, som er uhensigtsmæssigt, en identitet som ikke er gavnlig.

Op gennem min ungdom var der ikke et stort fokus på det med diagnoser. Jeg kan huske, at flere beboere på Helheden sagde, at de var deres diagnoser. Det var ikke noget, de snakkede om hele tiden, men man sagde ind imellem, at den person har den diagnose, og den har den diagnose. Man blev kategoriseret efter sin diagnose. Det forstyrrede ikke så meget, men jeg tror ikke, at det hjalp noget heller. Det gjorde ikke noget godt, at man havde det stempel.

Også fordi folk med borderline har behov for noget forskelligt. Der er lavet terapi målrettet personer med en borderlinediagnose, men det er ikke sådan, at fordi du har en bestemt diagnose, så skal du også have en bestemt type hjælp. Og det synes jeg var fint med Helheden, at man ikke var sammen med en masse, som havde den samme diagnose. Ikke som jeg husker det. Jeg husker ikke, at diagnosen fyldte vildt meget for mig. Der var bare en høj grad af forståelse og motivation og den personlige relation. Det var bare virkeligt positivt.

Bedring på Helheden

Det var ikke, fordi man altid havde et overblik over, hvad der skulle ske på længere sigt. Det var ikke altid det, der fyldte. Det var mere nogle små ting, som man bare gjorde. Som f.eks. at man tager en cykeltur sammen. Eller at man får lov til at gå til koncert, mig og en anden beboer. Man blev støttet i at gå i skole. VUC. Der var ikke nogen, som sagde, "nej, det kan du ikke". Der var en forventning om, at man skal i hvert fald prøve, før man kan sige, "det kan jeg ikke". Og det blev ofte fulgt til dørs. Når man så samtidig ser andre beboere komme i udslusning og få deres egen lejlighed, så ved man, at de klarer sig godt. At det kan lade sig gøre.

Jeg var jo bange for at blive fanget i systemet resten af mit liv. Og jeg var nok også bange for at blive ligesom min far. Jeg havde ikke lyst til at skulle kæmpe med mig selv hele mit liv. Min far fyldte rigtig meget i min proces på Helheden. Min helbredelsesproces. Vi havde et ret anstrengt forhold. Jeg havde ikke så meget kontakt til ham, og når vi havde kontakt, så følte jeg ansvar for, at han skulle have det godt. Jeg følte, at jeg skulle lytte til ham, ellers var jeg ikke en god datter. Jeg havde nok glemt mine egne følelser, og om jeg overhovedet havde lyst til at have kontakt med ham.

På et tidspunkt besluttede han sig for at tage over og besøge mig. I starten var jeg rigtig glad og snakkede med personalet om, at nu kommer min far. Men inden han nåede at komme, blev jeg overvældet af en følelse af uoverskuelighed. Jeg kunne ikke overskue, at min far skulle komme. Så det sagde jeg til personalet, og vi forsøgte at få fat i ham, men han tog ikke telefonen.

Pludselig var han der. Der gik personalet ud til ham og sagde, at My har det ikke godt. Hun har ikke lyst til at ses. Det var rart, at de tog den konfrontation. Det havde jeg ikke overskud til selv. De krævede ikke, at jeg selv skulle tage mig af det. De vidste godt, at han var en risikofaktor. Det kunne betyde, at jeg ikke følte, at jeg kunne stå op mod ham. Det hjalp de mig med.

Det endte med, at jeg ombestemte mig og løb ud til ham. Og så fik vi en kop et eller andet. Og det var fint nok. Men det der med, at personalet havde en indsigt i hans betydning i mit liv og derfor gerne ville hjælpe, oplevede jeg som ekstremt positivt. At formidle det, som jeg havde behov for blev formidlet til ham.

Skammen på Helheden

Den skam, som jeg følte, før jeg flyttede på Helheden, var da stadig, da jeg boede på Helheden. Jeg fik mere selvtillid, mens jeg boede på Helheden. Og jeg tror også, at jeg udviklede min identitet. Skammen forsvandt dog ikke, men tiden på Helheden satte mig i stand til at se tingene fra en lidt anden vinkel og gjorde mig bedre i stand til at passe på mig selv, end hvis jeg ikke havde været der.

Jeg havde nogle konflikter med nogle af de andre beboere. Nogle af pigerne. Man kunne godt komme til at danne kliker. Det var ikke nødvendigvis skidt. Vi var jo forskellige, så man blev gode venner med nogen og lavede alt mulig sammen. Der var et tidspunkt, hvor jeg havde et rigtigt godt sammenhold med to andre piger. Men jeg var faktisk misundelig på dem, fordi jeg følte, at de var tættere, end jeg var til dem. Så jeg kunne bedst lide at være sammen med dem hver for sig. På et tidspunkt snakkede de om det i stuen, og jeg kom til at høre det. Der følte jeg rigtig meget skyld og skam. Hvorfor er jeg ikke god nok?

De fleste af mine udfordringer på Helheden hang sammen med mit dårlige selvværd. Men også, at mine relationer kunne være lidt ustabile. Jeg kunne bedst lide at være sammen med en enkelt af gangen. Min mor har tidligere fortalt mig, at det var det samme i børnehaven.  Det var ikke, fordi jeg ville holde folk ude, men jeg ville bare gerne have folk lidt for mig selv.

Jeg fik noget afstand til problemerne

Skammen i forhold til min far kom meget på grund af hans druk og den usikkerhed, som altid var til stede på grund af hans druk. Fra min mor var der en skam over, at jeg ikke havde det godt, og at det gjorde ondt på hende - og at jeg følte, at hun havde valgt mig fra, da hun fik forældremyndigheden over min bror, men ikke mig i første omgang. Nu ved jeg, at det var fordi hun ikke kunne overskue at kæmpe mod min far.

På Helheden kom jeg på afstand af de ting, som gjorde, at jeg følte skammen. Det gjorde skammen mindre. Eller jeg fik den mere på afstand. Jeg var mindre utryg. Jeg skulle ikke forholde mig til skammen hele tiden. Jeg havde min egen hverdag, hvor jeg fokuserede på det, jeg kunne og havde lyst til. Jeg havde selvfølgelig kontakt til min mor og ringede og sendte sms’er. Det var noget mindre med min far. Det var mere at fortælle om nogle større ting og arrangere næste gang, vi skulle ses.

Der var ikke så meget at skamme sig over... Der var masser af skam, men det var ikke de samme ting, man skammede sig over. Jeg havde en fastgroet skam fra tidligere, som stadig tyngede. Men jeg var ikke i tæt kontakt med ham, der var med til at skabe den skam. Jeg følte stadig skammen, men det var over nogle andre ting. Det var i forhold til mine medbeboere.

Vi var teenagere og fulde af hormoner

Jeg følte for eksempel skam, når jeg blev vred. Eksempelvis kunne jeg føle mig ekskluderet fra fællesskabet, fordi jeg havde en stationær computer. De andre havde bærbare, så de mødtes hos en anden, som også havde en stationær. Men jeg kunne ikke tage alt mit med op til hende. Der følte jeg mig ekskluderet fra fællesskabet og oplevede at blive vred. En for mig forbudt følelse. Det var mig, der var noget galt med. Hvorfor har jeg ikke en bærbar computer? De har i virkeligheden ikke lyst til at være sammen med mig.

Det er jo ikke fordi, der var noget helt galt med mit forhold til de andre beboere. Der er jo ikke nogen af dem, som jeg er uvenner med i dag. Vi var teenagere og fulde af hormoner. Vi skulle finde ud af, hvem er vi egentlig. Tiden på Helheden kan måske også sammenlignes lidt med en lille bitte efterskole med teenagere, som skal finde ud af at bo sammen. Så det handlede ikke bare om diagnoserne. Det handlede også om at være ung og finde ud af, hvem ens venner er, og hvordan man forholder sig til dem. Hvordan man er en god eller en dårlig veninde.

Jeg handlede måske mere ekstremt på det med relationer, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere situationer. Men hændelsen med de to veninder som jeg gerne ville have hver for sig er nok i sig selv ikke meget anderledes, end hvad så mange andre teenagere oplever.

På Helheden kom jeg væk fra meget af den skam, som var tungere hjemme, og jeg fik lov til at udvikle mig i et andet miljø.

Konflikter var i orden

Det blev ikke dæmpet af personalet, hvis der var en konflikt. På Helheden lærte jeg også at udtrykke mig. Fortælle, hvis der var noget, som jeg var utilfreds med. Før lukkede jeg mig bare inde i mig selv, fordi jeg ikke kunne håndtere det. Jeg tænkte, at det bare var mig, der var noget galt med.

Der var for eksempel mange af beboerne, som røg. Det måtte de på deres egne værelser, og så i det daværende rygerum. Det var andre tider - nu må man jo kun ryge udenfor. Men det rygerum lå ved siden af mit værelse. Min far røg rigtig meget. Så når der var røglugt, så mindede det mig altid om min far, og det, syntes jeg, var vildt ubehageligt. På Helheden lærte jeg, at hvis der var noget, jeg gerne ville have ændret, så måtte jeg selv gøre noget ved det. Jeg var nødt til at give udtryk for det, hvis andre skulle vide det.

Så jeg gik ud og smækkede med døren til rygerummet, hvis nogen glemte at lukke den. Jeg var nok lidt konfliktsky. Hvis jeg kunne se, at nogen ikke lukkede døren, så kunne jeg ikke gå hen til den person og bede vedkommende om at lukke døren. Så i stedet gik jeg hen til døren og smækkede den i, så folk kunne fornemme, at den gik ikke. Måske forsøgte jeg at skubbe noget skam over på dem. Det var lidt teenageragtigt, men jeg gav udtryk for det. Det ville jeg aldrig have gjort, hvis ikke jeg havde været et sted, som tillod, at man viste sine følelser. Selvom det måske ikke altid var på en konstruktiv måde.

Jeg blev mere udtryksfuld i mine følelser. Hvis noget var uretfærdigt, så gjorde jeg opmærksom på det. Der var ikke nogen som sagde, at jeg skulle lade være at smække med døren. De spurgte, hvorfor jeg gjorde det, og hvad vi kunne gøre for at ændre det.

Man blev også presset af at bo på bosted. Der var mange andre, og man skulle forholde sig til det skiftende personale. Og det var jo også forskelligt, hvordan personalet reagerede. Men jeg oplevede generelt at blive set og hørt.

Lidt som en efterskole

Nu gik jeg ikke så lang tid på efterskole, men jeg tænker, at Helheden er lidt det samme. Man møder nogle mennesker og får nogle relationer, som varer for evigt. Og der er måske noget personale eller nogle lærere, som har haft stor betydning i dit liv. Men til forskel fra en efterskole, var vi jo unge med psykiske lidelser. Her var der også et fokus på at styrke identiteten og motivationen af den unge, som er psykisk sårbar på den ene eller anden måde.

Det lyder så voldsomt, hvis man siger, at man har boet på et bosted. Så må der jo have været et eller andet helt galt i hjemmet eller noget. Tidligere var efterskoler jo også et sted for folk med udfordringer. Så der kan man måske godt sammenligne de to miljøer. Det er ikke fordi, at det ville være godt for alle at komme på et sted som Helheden, men folk, som har svære kår, og som har brug for en støtte, som ikke kan gives derhjemme, dem ville jeg virkelig unde at komme på et sted som Helheden.

Min veninde som havde dårlige oplevelser de steder, hun endte på, føler jeg, er blevet snydt. Samtidig tænker jeg: "hvorfor skal jeg være den heldige?" Hun kæmper stadigvæk med forskellige ting. Vi havde jo ikke den samme diagnose, og vi er to vidt forskellige mennesker. Men jeg tror, at Helheden er lidt anderledes end andre opholdssteder. Det er jo ikke sådan, at alle andre opholdssteder er forfærdelige. Og det kommer jo også an på, hvilket menneske, der kommer ind på opholdsstedet, og hvem der arbejder der. Det er en kombination af mange ting. Det var måske heller ikke alle de andre på Helheden, som syntes, at det var lige så fantastisk, som jeg gjorde. Men det passede perfekt til mig.

Det kommer også i høj grad an på, om der er nogle andre beboere, som man kan sammen med. Vi havde et virkeligt godt fællesskab. Vi kunne alle sammen med hinanden.

Så kom min bror på besøg

Hver anden weekend var man hjemme, og hver anden blev man på Helheden. Sådan var det i hvert fald for mig. Der var jo folk fra hele landet, der boede på Helheden. Nogle kom langvejs fra, andre havde ikke så langt til deres familie. Jeg kom et godt stykke væk fra Helheden, så med mellemrum fik jeg besøg af min bror i weekenden. Jeg følte, at når min lillebror var der, så blev der taget ekstra hånd om os. De forsøgte at styrke vores relation.

Vi fik lov til alle mulige ting, og det betød meget for os. Vi var i biografen og ude at spise og i legeland. Alle mulige ting. Vi var ude at bowle. Det er noget, som min bror stadig kan huske. Han følte sig altid ekstremt velkommen på Helheden, og han kunne skidegodt lide at være der og besøge mig. Det var med til at gøre opholdet bedre.

Vi havde et anstrengt forhold, før jeg flyttede. Efter jeg flyttede, var der mere plads til min bror. Min mor havde mere tid og kunne fokusere på ham. Når han så var på besøg på Helheden blev vores bånd styrket, og vi fik et tættere forhold. Det, at familien blev inddraget, og der var mulighed for at lave ting med dem, det betød alverden. Der blev sørget for, at de familiære relationerne stadig var der og blev stabile.

Jeg havde fået de redskaber, jeg havde brug for for at tage vare på mig selv

Jeg boede på Helheden i knap tre år. Efter de tre år var jeg mere bevidst om mine følelser. Jeg forstod bedre, hvordan jeg kunne være i relationer. Jeg var jo ikke helbredt, men jeg havde fået de redskaber, jeg havde brug for til at tage vare på mig selv. Jeg kunne selv sørge for at få noget at spise, vaske tøj - mange af de ting, man lærer på en efterskole. Fokus på Helheden var nu ikke på undervisningen som på en efterskole, men på en udviklingsproces. Vi arbejdede med sindet og de menneskelige færdigheder.

Det var en kombination af mange forskellige ting. Jeg kom til Helheden som en skrøbelig, selvskadende pige, som havde udfordringer med at være sammen med mænd. Jeg havde flere år, hvor jeg ikke var så tryg ved at være sammen med mænd. Jeg tror, at tilliden og det at kunne fortælle folk, hvis jeg havde det skidt, betød meget.

På Helheden var jeg stadig selvskadende. Men der gik længere tid mellem adfærden. Jeg havde det her store mål om at tage en uddannelse og leve selvstændigt. Det var personalet meget støttende i.

Udslusning

Men jeg boede på Helheden var jeg blevet rigtig forelsket i en fyr uden for Helheden. Jeg ved ikke, hvor meget det betød i forhold til at flytte ud. Men for mig var Helheden et springbræt til at komme videre i livet, og jeg behøvede ikke være 100 % "rask" for at kunne det. Jeg kunne tage så meget vare på mig selv, at jeg på sigt ville komme ud af de udfordringer, og jeg havde tillid til, at det ville ske, da jeg flyttede fra Helheden.

Det sidste stykke tid boede jeg i en udslusningslejlighed. Da jeg flyttede fra Helheden, havde jeg lige færdiggjort min niende og tiende klasse, og jeg flyttede til en studiebolig i Aarhus, hvor jeg startede på gymnasiet. Der var jeg jo helt alene. Jeg havde ikke noget netværk. Det skulle jeg til at skabe mig.

Da jeg forlod Helheden sagde personalet og ledelsen, at jeg altid kunne tage kontakt til dem. Jeg har med mellemrum kontakt til noget af det gamle personale. Det kan f.eks. være, at de skriver og spørger om et eller andet, eller, at de skriver en kommentar til noget på Facebook. Det er både trygt og hyggeligt. Jeg har efter min fraflytning besøgt Helheden et par gange. Indimellem har noget af personalet også besøgt mig til en kop et eller andet, hvis de var i Aarhus. Det er ikke meget, men der er en relation, og jeg har derfor altid kunne være sikker på dem. Ikke på den måde, at jeg tænkte, at jeg kunne flytte tilbage, men at institutionen ligesom var et ekstra hjem, som man altid kunne kontakte, hvis det var.

Flytning fra Helheden

Jeg fik min egen lejlighed i Aarhus og startede hos en psykolog, som også behandlede beboerne på Helheden. Det gav noget stabilitet. Jeg startede hurtigt på en treårig HF, og selvom jeg havde op- og nedture, klarede jeg mig rigtig godt. Jeg fik gode venner og trivedes relativt godt. Min udfordring var nok min relation til mænd. Jeg havde en del promiskuøs adfærd, som desværre også betød at mine grænser blev overskredet, og jeg blev udsat for nogle overgreb. Den promiskuøse adfærd var nok en måde at blive bekræftet på. Så var der i hvert tilfælde en ting, som jeg var god til. Eller noget jeg kunne bruges til. Det var måske ikke så heldigt.

At flytte for mig selv betød også et væld af andre ting. F.eks. startede jeg med noget frivillig arbejde, hvor jeg lavede oplysning om seksualitet. Der fik jeg et andet socialt netværk. Jeg blev interesseret i arbejdet med seksualitet, og hvordan man kan bruge det som flugt eller som bekræftelse. Det fællesskab fortsatte i mange år.  Mit frivillige arbejde gav mig nye kontakter, som gav nye relationer.

En ting er, at man tager sig en uddannelse, får sig et arbejde og betaler sin skat. En anden ting er at vise overfor sig selv, at man kan gøre noget i samfundet. Jeg havde mange drømme om, hvad jeg skulle i livet, men i mit frivillige arbejde fik jeg et nyt fokus, og det tror jeg hjalp meget. Min interesse var nok også på det faktum, at psykisk sårbarhed kan betyde, at man agerer uhensigtsmæssigt seksuelt.

Senere blev jeg underviser, hvor jeg kunne undervise med baggrund i min egen historie. Jeg kunne bruge min specielle indsigt. Jeg har aldrig været lukket omkring, at jeg har boet på et opholdssted, og der er nogle mennesker, som har kunne se nogle kompetencer i mig, som man ikke kan få, hvis man ikke har prøvet det. Derfor blev jeg særlig brugt, når der skulle undervise i seksuel sundhed på opholdssteder eller beskyttede værksteder. Jeg udviklede mig rigtig meget i det her ved blandt andet at stå for arrangementer og undervisning. Det føltes godt at få noget ansvar. Jeg klarede mig også godt på HF, som jeg afsluttede med gode karakterer.

Jeg var ikke rask, da jeg flyttede

I dag er jeg ikke selvskadende mere. Jeg skærer ikke i mig selv mere. Men da jeg i sin tid flyttede til Aarhus, blussede min spiseforstyrrelse en lille smule op. Jeg begyndte at tage afføringspiller, og det fortsatte jeg faktisk med i ti år. Det er jo også selvskadende adfærd, men det er mindre synligt, og så var det ikke på samme måde relateret til skammen.

Så jeg var jo ikke rask, da jeg flyttede fra Helheden. Men jeg kunne klare mig selv. Jeg vidste, hvem jeg skulle tage kontakt til, hvis jeg havde det skidt. Det er jo det samme, når unge mennesker generelt flytter hjemmefra. Man kan jo ikke det hele. Ligesom når man tager kørekort, så lærer man det basale - og så lærer man rigtigt at køre, når man har fået kørekortet.

Jeg tror aldrig, at jeg slipper for skammen, men det ville jo også være mærkeligt. Det skal man jo føle engang imellem - det skal bare være berettiget. Jeg vil sige, at jeg nu er så langt, at jeg kan vurdere, om skammen, jeg føler, er berettiget eller ej. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvis jeg får en trang til at gøre noget ved mig selv, som ikke er hensigtsmæssigt, så ved jeg, hvem jeg skal tage fat i.

Så jeg vil sige, at jeg er så tæt på at være fuldstændig helbredt, som... Eller det lyder også forkert at sige, fordi det er ikke sådan en enten eller situation. Men jeg vil ikke sige, at jeg har borderline diagnosen mere. Altså, den diagnose ville jeg ikke få i dag, hvis jeg blev undersøgt for diagnoser.

Jeg er klar over, hvordan jeg skal håndtere mine følelser

Jeg får faktisk stadig lyst til at skære i mig selv engang imellem, men jeg er klar over, hvordan jeg skal håndtere mine følelser på en anden måde. Det er måske lidt ligesom at være alkoholiker. Der er altid den der trang til at gøre det, man ikke bør. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre, for at undgå det. Jeg skal bare tænke på noget andet, eller gøre noget andet. Det kommer også an på situationen og der går længere og længere tid imellem, at jeg får lyst til det.

Sidste gang, jeg fik lyst til det, er nok et halvt år siden. Der tænkte jeg, at det kunne være virkeligt rart, hvis jeg kunne skære i mig selv. Der tænkte jeg tilbage på den der afslappede følelse, hvor der ingen ubehageligheder er. Der er kun fokus på den skade, der kommer af at skade sig.

Tidligere ville jeg gøre det, når jeg følte skam, men nu får jeg slet ikke lyst til selvskade, hver gang jeg føler skam. Det er ikke en automatisk følelse længere. Jeg har fundet andre måder at håndtere den følelse på, hvor jeg tidligere kun så selvskaden som måden at håndtere følelser, jeg ikke kunne rumme. Der skal ret meget til, før jeg får den trang nu.

Behandling efter Helheden

Året efter jeg flyttede fra Helheden, startede jeg i en meget intensiv behandling for borderline. Der gik jeg i to et halvt år. Det var meget diagnosespecifikt, hvilket man kan være enig i eller ej. Men behandlingen fungerede godt for mig. Det var en kombination af individuelle samtaler og gruppesamtaler. Der lærte man en masse færdigheder. For eksempel, hvordan man udskyder det, som man har lyst til at gøre, men som er uhensigtsmæssigt, når man har en følelse, som man ikke kan håndtere. Og så var der et stort fokus på relationer.

Det er også noget behandling, jeg føler mig rigtig privilegeret over, at have fået. Det har hjulpet godt. Det er en af de ting, som gør, at jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. De to ting, som står stærkest for mig i min "helbredelse", er Helheden og det her behandlingsforløb. Det kan også have noget med relationerne at gøre. Hvis der havde været nogle andre mennesker involveret, så er det jo ikke sikkert, at det havde været ligeså godt.

I behandlingsforløbet efter Helheden havde jeg også kontakt til nogle af terapeuterne efterfølgende. Så det betyder ret meget, at man kan huske dem, man har været i kontakt med, og som har betydet noget for ens udvikling.

Uddannelsen

Efter HF startede jeg på universitetet. Først blev jeg færdig med en bachelor og fortsatte så, til jeg fik min kandidat. Mens jeg gik på universitetet, gik jeg også i terapi. Min uddannelse viser mig også, at der er noget, som jeg kan. Karaktermæssigt gik det ikke ligeså godt på universitetet, som på HF. Det er jo et andet niveau. Men det havde jeg det lidt svært med.

Dog fandt jeg nogle gode mennesker at være sammen med. Nogle lidt skæve typer, ligesom mig selv. Flere af dem havde oplevet svigt i deres barndom, og nogle havde også diagnoser. Så kunne vi snakke om det med at have det godt og at have det skidt og samtidig se på det fra et samfundsperspektiv. Jeg fandt ud af, hvordan de var nået til der, hvor de var nået. Dem har jeg også kontakt til i dag. En af dem er en rigtig god veninde. Vi blev færdige samtidig.

Jeg havde lidt op- og nedture på universitetet, så jeg blev et år forsinket. Men det er jo meget normalt. Mens jeg læste på kandidaten flyttede jeg faktisk til Sønderjylland. Der boede den fyr, som jeg havde mødt i Esbjerg, og som jeg havde være dybt forelsket i sin tid. Jeg troede, at det var den store kærlighed.

Da vi mødtes i Esbjerg dengang var han i afvænning fra noget stofmisbrug, og han flyttede derefter til Sønderjylland. Vi blev kærester, mens jeg læste i Aarhus, og jeg flyttede ned til ham. Jeg nåede at være der nogle måneder, før jeg fandt ud af, at han var faldet tilbage i sit misbrug. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne være en del af. Der var jo misbrug i min familie, så det kunne jeg slet ikke forholde mig til. Så jeg flyttede hjem igen - og startede derefter på kandidaten.

Her fik jeg samtidig i behandling for bulimien - fordi jeg tog de her afføringspiller. Overordnet set har jeg fået en del hjælp efter Helheden, men det har været lidt afbrudt og nogle forskellige steder.

Arbejdssøgning

Da jeg blev færdig med min uddannelse og skulle søge job, oplevede jeg nederlag på nederlag. Jeg fik mange afslag, og der var lange perioder, hvor jeg havde det rigtigt skidt, fordi jeg ikke følte, at jeg kom til nok samtaler, og at mine ansøgninger ikke var gode nok. Derfor blev jeg kortvarigt lærervikar. Det var en hård og drænende tid, og særlig hårdt for selvtilliden.

En dag blev jeg kontaktet af en rekrutteringskonsulent, som spurgte, om jeg ikke kunne være interesseret i et særligt job. Hun havde set min profil på jobnet og tænkte, jeg passede på det job, hun søgte kandidater til i Spanien. Først tænkte jeg, at jeg skal ikke til Spanien. Men mine dagpenge var ved at udløbe, så jeg var nødt til at gøre noget. Og så søgte jeg stillingen og fik den. Det havde jeg slet ikke forventet. Jeg kendte ikke rigtigt noget til Spanien.

Jobbet i Spanien

Det var virkeligt godt at komme i arbejde. Det gav en masse selvtillid. Jeg arbejder som en hest. Det hører også til i det arbejde, jeg laver, hvor der er nogle meget intense perioder, hvor man bare skal være på dupperne. Det havde jeg nok ikke forventet, at jeg kunne holde til.  Men arbejdet og den ros, jeg får, har virkeligt gjort noget godt for mig.

Samtidig har det også været tydeligt, at det har været godt at komme væk fra livet i Danmark. Man er jo delvist de relationer, som man er en del af, og der har været nogle relationer, som det har været godt at komme væk fra. Her kan jeg mere selv bestemme, hvem jeg er, og hvordan jeg opleves.

Jeg går ikke længere til psykolog, og jeg blev helt færdig med den sidste gruppeterapi for bulimien for et års tid siden. Nu klarer jeg mig selv. Jeg får stadig medicin. Det har jeg fået, siden jeg var teenager, så det kommer jeg nok ikke ud af. Men det er også okay. Engang havde jeg en ambition om at komme ud af det, inden jeg fyldte tredive, men det er jeg gået væk fra. Det er ikke det, som betyder noget i forhold til, om jeg kan klare mig. Hvis det er medicin, der skal til, for at jeg kan klare mig, så er jeg villig til at tage det.

Måske kan jeg komme ud af det senere. Vi får se. Det er i hvert fald vigtigt ikke at forhaste sig. Det er vigtigere for mig, at tingene fungerer.

Fremtidsudsigter

Jeg regner med at fortsætte her i arbejdet i Spanien i et stykke tid endnu, så jeg kan få noget mere erfaring. Jeg har fået en masse gode kontakter hernede, da danskermiljøet er forholdsvist lille. Alle kender alle. Så jeg har masser af ambitioner for fremtiden, og jeg kan ikke forestille mig, at det psykiske skulle gå hen og blive et problem.

Jeg kan også bruge min erfaring fra psykiatrien direkte i mit arbejde, når vi arbejder med folk fra psykiatrien. Der kommer jeg med en helt anden indsigt, når jeg læser rapporter om børn på opholdssteder. Det har jeg fået særlig meget respekt for af mine kolleger.

Noget af det, som jeg har lært fra psykiatrien, som jeg bruger nu i arbejdslivet er, at jeg er i stand til at spørge om hjælp. Samtidig har jeg lært at skelne mellem det personlige og professionelle, så når folk udfordrer mig på min arbejdsindsats, så ved jeg, at det ikke handler om, at jeg er et dårligt menneske, som ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg kan hvile i min faglighed, og det har jeg lært gennem mine tidligere erfaringer.